

Se billedserie
Torsdag blev en ny stor infrastrukturplan præsenteret af finansminister Nicolai Wammen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Planen rummer projekter for sammenlagt 106 milliarder danske kroner og strækker sig frem til 2030.
Vordingborg Kommune får ikke del i de store infrastrukturprojekter, men kommunen er dog nævnt et enkelt sted i den omfattende plan.
Regeringen peger nemlig blandt andet på Vordingborg Station som en af de stationer, der trænger til mere liv.
- En attraktiv kollektiv transport kræver gode rejseforbindelser, men det kræver også gode adgangsforhold til stationer, god cykelparkering og ikke mindst trygge stationer at færdes på, lyder meldingen i udkastet til den nye plan.
- En opgradering af stationer kan også give nyt liv til lokalsamfund og bidrage til den grønne omstilling gennem en omlægning til mere energivenlige stationer, lyder det videre i planen.
Regeringen vil afsætte en pulje på 250 millioner kroner til mere liv og grønnere stationer i hele landet, og der afsættes endvidere en pulje på 100 millioner kroner til tryghedsskabende initiativer på stationerne.
Puljen kan gå til en styrket overvågning og en bedre og mere tryg indretning af stationer og tilstødende områder for eksempel ved bedre belysning.
Selvom det endnu ikke er sikkert, at stationen i Vordingborg får del i den nye pulje, så glæder man sig i Vordingborg Kommune over, at regeringen er opmærksom på stationen.
- Vi har allerede en masse i støbeskeen i området på og omkring stationen, og vi har også allerede sat penge af til det, så det vil være oplagt, at vi også får del i de her penge, siger Michael Larsen (R), udvalgsformand for Plan- og Teknikudvalget.
- Vores planer spiller rigtig godt sammen med de tanker, som regeringen har, så det kan være, at vi kan få det hele til at gå op i en højere enhed, tilføjer udvalgsformanden.
Får de sidste rester
Så sent som på plan- og teknikudvalgsmødet i onsdags blev politikerne enige om at afsætte flere penge til stationsområdet. Der er nemlig 190.000 kroner tilbage i det beløb fra staten, som kommunen tilbage i 2018 fik til byfornyelse. Kommunen skal stille med et tilsvarende beløb, så der er i alt 380.000 kroner på vej til stationsområdets forvandling.
Foruden Vordingborg Station er Glumsø og Nørre Alslev også nævnt på listen over byer, hvor stationerne trænger til mere liv.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |