
På tirsdag i denne uge falder den første af Møns Handelsstandsforenings gågade-dage, der skal fungere som erstatning for årets tirsdagsmarkeder. Gågadedagene bliver, som tidligere omtalt i Sjællandske, gennemført med en række begrænsninger for at sikre mod spredning af coronavirus, og der vil derfor eksempelvis ikke være ølsalg eller musik på Torvet, ligesom Kunstnerstræde og andre indslag, hvor folk normalt har tendens til at stimle sammen, er blevet afskaffet i år.
Gågade-tirsdagene gennemføres med myndighedernes tillladelse, herunder politiet, men ikke desto mindre vil arrangementerne have en vis grad af bevågenhed fra ordensmagtens side.
- Vi har været i dialog med Møns Handelsstandsforening og har vejledt omkring forsamlingsreglerne og så videre, og derudover vil vi føre tilsyn, som vi også gør ved andre lignende arrangementer, siger politiinspektør Tom Trude fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Potentielt kan gågadedagene tiltrække tusindvis af ferieglade mennesker, som har mange års vane med at opsøge Steges tirsdagsmarkeder, men umiddelbart forventer Tom Trude ikke de store problemer ved de kommende seks tirsdage.
- Vi sender selvfølgelig en patrulje ud, som skal holde øje med, om arrangementet opfylder de betingelser, der er givet tilladelse efter. Og hvis myndighedernes retningslinjer ikke bliver opfyldt, har vi mulighed for at udstede påbud, og hvis det udvikler sig helt absurd, har vi jo mulighed for at lukke det, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her