1. august 2021
Foreningen for Traditionelle Håndværk har tømt støberihallerne og skal nu i gang med at indrette sig i bådhallen. Her er det Stefan Preusche, der bugserer rundt med en stor høvl. Foto: Nina Lise
gallery icon

Se billedserie

Foreningen for Traditionelle Håndværk har tømt støberihallerne og skal nu i gang med at indrette sig i bådhallen. Her er det Stefan Preusche, der bugserer rundt med en stor høvl. Foto: Nina Lise
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Omtumlet forening flytter ind på havnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Omtumlet forening flytter ind på havnen
Vordingborg - 17. juni 2021 kl. 18:12
Af Nina Lise

Der bliver ikke plads til »Foreningen for Traditionelle Håndværk« i Støberihallerne i Præstø. Bygningerne i Adelgade er rømmet, og i stedet er foreningen flyttet ind i den store bådhal ved siden af Pakhus8 på Præstø Havn. Her har foreningen fået en tredjedel af bygningen svarende til 200 kvadratmeter at boltre sig på.

- Vi er rigtig glade. Det er en ny start. Vi fik besked for fire uger siden, og de skriftlige aftaler er faldet på plads i løbet af de seneste to uger. Der har været en god dialog, og vi føler, at kommunen gerne vil os, siger Stefan Preusche fra Foreningen for Traditionelle Håndværk.

Han var en af initiativtagerne til at få skabt liv i de gamle støberihaller og havde en drøm om at gøre dem til byens fælles værksted og kulturhus med fokus på håndens arbejde med formidling, naverhule og café. Men kommunen ville hellere have bibliotek borgerservice og kulturhus i bygningerne.

- Vi har været i dialog til det sidste. Bestyrelsens opfattelse er, at det ville blive svært at være i støberihallerne med den plan, der er for dem nu. Men vi er glade for, at vi har været medvirkende til, at der nu bliver skabt liv i bygningerne, og at vi er kommet videre på en god måde, fortæller Stefan Preusche.

Maritim drejning

Han tror, at »Foreningen for Traditionelle Håndværk« nu kommer til at tage en mere maritim drejning med træbåde og gamle håndværk. Men der vil stadig være plads til, at man kan komme og kitte et vindue eller lære om bindingsværk.

- Vi vil stadig lave formidling af traditionelle håndværk og også invitere skolerne indenfor, så de kan lære at bruge håndværket mere. Nu har vi fået nogle nye rammer, der sikrer, at vi kan vokse og udvikle os, siger Stefan Preusche.

- Flere har sagt, at det kunne være hyggeligt, hvis der kom flere gamle træbåde til havnen. Det kræver, at det bliver bygget en bro mere, men på 2,7 år vil den være tjent hjem, tilføjer Jens Olav Hansen fra Foreningen for Traditionelle Håndværk.

Arbejdsdag på lørdag

Den gamle kornlade ved siden af Pakhus8 er mere tæt end støberihallerne. Der mangler lys, men kommunen betaler materialerne, så der kan komme lamper op og skillevægge ind til den del af hallen, sejlerne stadig råder over. Der bliver en opdeling men kun i et par meters højde, så man stadig kan fornemme rummet og det gamle bygningshåndværk.

Noget af væggen bliver flytbar, så der stadig er mulighed for større arrangementer i hallen, og så skal højden udnyttes - måske med en båd, der hænger ned fra loftet. Ud over de 200 kvadratmeter gulvareal er der en stor hems, der også kommer til at indgå i værkstedet.

Vil man se de nye omgivelser, er der informations- og arbejdsdag lørdag 19. juni fra klokken 9 til 14, hvor man kan høre mere om planerne og hjælpe med at indrette til værksted og formidling.

I forbindelse med »Litteratur ved Præstø Fjord« vil der være en foredrag om navere i den gamle kornlade på havnen, og også under »Gyldne Dage i Præstø« til september vil der være foredrag.

Corona har gjort det svært

Coronaen har ikke gjort det nemt at være en nystartet forening. Fra begyndelsen var interessen stor, og derfor lagde Foreningen for Traditionelle Håndværk ambitiøst ud med at have åbent værksted i støberihallerne tirsdag, torsdag og lørdag. Men så kom anden nedlukning, og pludselig måtte man kun være fem. Det gjorde det umuligt at holde åbent.

- Vi lagde pænt ud, og folk kom for at snakke, men det var svært at opretholde åbningsdagene og svært for folk at se, hvad de kunne bidrage med, når vi ikke vidste, om vi kunne blive. Så der bliver en opgave i at få gang i folk igen, siger Stefan Preusche og tilføjer, at foreningen fra begyndelsen talte omkring 60 medlemmer.

Hvor mange af dem, der stadig har lyst til at være med, når det ikke længere handler om at skabe liv i støberihallerne, ved han ikke.

Nej til Pouls værksted

Da kommunen besluttede sig for at indrette bibliotek og borgerservice i støberihallerne, fik Foreningen for Traditionelle Håndværk tilbudt det lille »Pouls værksted« ved »Iskutteren« på havnen, men det takkede de nej til. Det er for småt og koldt, og de ville få våde fødder ved højvande. Desuden var der ikke plads til skoleklasser og formidling.

- Bestyrelsen overvejede det, men hvis vi havde sagt ja, ville vi kun kunne bygge både - én ad gangen. Det handler ikke om at bygge den ene båd efter den anden men om formidling, og det er de her rammer fantastiske til, siger Stefan Preusche og slår ud med armen i bådhallen ved Pakhus8.

- Nu skal vi lave noget spændende. Der er stor efterspørgsel på håndværkere, og her er der plads til, at børnene kan komme og bygge en fuglekasse eller en sæbekassebil. Og så skal vi have landkrabberne ud over bolværket. Her er vi tæt på et større vand end oppe ved åen. Vi har alletiders fjord - den skal vi bruge, tilføjer Jens Olav Hansen fra Foreningen for Traditionelle Håndværk.

Glemte sejlerne

Det har ikke været uden sværdslag, at foreningen er kommet ind på havnen. Sejlerne fandt kun ad omveje ud af, at de var opsagt og skulle afgive en tredjedel af bådehallen, fordi kommunen havde glemt at informere. Det skabte en del furore på Facebook.

- Jeg kan godt forstå dem. Det er en mangeårig tilkæmpet ret, at sejlerne har haft bådhal her, siger Jens Olav Hansen og tilføjer, at det heller ikke var så ligetil at få den nye aftale med kommunen beskrevet, så man i Foreningen for Traditionelle Håndværk kunne være sikre på, at den nu også var til at stole på. Men alt er endt godt.

- Vi har forsøgt at snakke med mange, og der er også mange, der synes, at det er fedt. Vi har fået en god dialog med sejlerne, og vi håber, at de vil tage de nye muligheder til sig og kan se en fordel i, at de nu kan komme og bruge værkstedet, siger Stefan Preusche.

- Vi er kommet ud over den negative dialog, der var på Facebook. Det betyder meget for os, at vi får et godt forhold til sejlerne, fastslår han.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk