Det ligger nu fast, at det lig der blev fundet i Keldby på Møn den 24. november er identisk med den 34-årige Bettina Arnsfeldt Olsen.
Det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som også oplyser, at man endnu ikke kan sige noget om dødsårsagen, da undersøgelserne ikke er afsluttet.
Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen på nuværende tidspunkt.
Bettina Olsen blev meldt savnet af sin familie på Møn den 16. november, og fire dage senere blev en 27-årig mand i al diskretion anholdt og varetægtsfængslet i tre gange 24 timer.
Fængslingen kom til offentlighedens kendskab tre dage senere, da den 27-årige, som i følge Sjællandskes oplysninger har været Bettina Olsens »on-off« kæreste i en periode, igen blev fremstillet og derpå yderligere varetægtsfængslet indtil den 19. december.
Tre dage senere blev liget af en kvinde så fundet i Keldby i et nedlagt snedkerværksted, hvor Bettina Olsen midlertidigt havde opholdt sig.
Inden fundet af liget havde en stor gruppe privatpersoner fra Møn hjulpet med at lede efter den savnede 34-årige, en indsats som familien tidligere har takket for.
Nu vil familien ifølge Bettina Olsens fætter, Brian Arnsfeldt, afvente, at liget bliver frigivet, så man kan planlægge bisættelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her