
Masnedø: - Det industrielle landbrug skal afvikles, hvis vi skal løse klimakrisen.
Sådan lyder budskabet fra Free The Soil. Det aktivistiske netværk har tidligere holdt demonstrationer ved Yaras gødningsterminal på Masnedø, og fredag er de igen klar til at protestere.
Denne gang starter demonstrationen på Vordingborg Station, hvorfra man i fælles flok vil gå mod Yaras terminal på Masnedø.
- Vi gør det for at vise Yara, at de ikke længere kan slippe ubemærket afsted med deres klimaskadelige virksomhed, lyder det i en pressemeddelelse fra Free The Soil.
Her tilføjer man, at der vil være musikalsk underhold samt talere fra en række forskellige landbrugs- og klimaorganisationer, der byder på løsninger på klimakrisen.
- Kunstgødning er en bombe under klimaet, ikke mindst fordi produktion af kunstgødning kræver enorme mængder fossil energi. Brug af kunstgødning i det industrielle landbrug fører desuden til udpining af jorden, så den mister sin livsvigtige evne til at lagre CO2, lyder det fra netværket.
- Kunstgødningsproducenten Yara er alt for længe gået under radaren som en af de største klimasyndere. Firmaet dominerer det globale marked for kvælstofproduktion og er en af de største kunstgødningsproducenter globalt. Halvdelen af al kunstgødning solgt på det danske marked er produceret af Yara. Derfor skal vi af med den slags selskaber, hvis der skal være plads til bæredygtige alternativer til det industrielle landbrug, lyder målet hos Free The Soil.
Der vil også være livestream af talerne fra demonstrationen på Free The Soils facebook-side. Demonstrationen starter på Vordingborg Station klokken 13.30.la-c
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her