

Se billedserie
Forældre trådte til, da kommunen lukkede børnehave. Nu kan Slotsparken fejre jubilæum som privatinstitution.
- Fylder du også 10 år i dag, lyder det spørgende fra den ene af drengene, mens han peger op på pædagogen.
- Nej. Voksne kan ikke fylde 10 år, lyder det bestemt fra en af pigerne, inden pædagogen kan nå at svare.
Det var vist lidt svært for flere af børnene i Privatinstitutionen Slotsparken at forstå, hvem det var, der torsdag blev flaget for.
Med pænt opdækkede borde, flag, gaver og en hjemmelavet lagkage var der gjort klar til en fin lille fødselsdag, men det var altså hverken et af børnene eller en af de ansatte, der skulle fejres. Fødselsdagsfesten blev afholdt for at markere, at det i år er ti år siden, at Slotsparkens Børnehave blev til en privatinstitution.
Tilbage i 2010 kæmpede forældrene en hård kamp for at redde den dengang kommunale børnehave fra at blive lukket. Trods stor opstandelse lykkedes kampen ikke, men i stedet gik en række forældre sammen om at få stablet en privatinstitution på benene i samme lokaler og med samme personale.
Her 10 år senere er man i den lille børnehave glade for, at forældrene dengang turde tage springet fra kommunal til privat.
- Det er gået rigtig godt. Vi har fuldt børnetal og har haft det hele vejen igennem, fortæller Charlotte Mathiasen, leder af Privatinstitutionen Slotsparken.
Hun ærgrer sig over, at fødselsdagsfesten er blevet noget punkteret på grund af de seneste coronarestriktioner.
- Vi håber, at vi kan holde en større fest til september, hvor vi kan invitere gamle børn og deres forældre og bedsteforældre med. Vi håber også, at forældrene fra arbejdsgruppen kan komme med, så vi kan sige tak til dem, forklarer hun.
Slotsparken har 54 børn indskrevet, men på grund af coronaen har mange forældre valgt at holde deres børn hjemme, så det var kun cirka halvdelen, der var med til torsdagens fødselsdagsfest, hvor der i øvrigt blev skrevet historie.
- For første gang i børnehavens historie har vi serveret sodavand for børnene, fortæller Charlotte Mathiasen og tilføjer, at man normalt lægger meget vægt på det sunde liv i privatinstitutionen. Derfor er børnene også ude langt det meste af tiden.
- Normalt har vi ventet med at gå ud til det var lyst, men her under coronaen er vi allerede gået ud 07.30. Så har vi sat lyskæder op hele vejen rundt. Børnene synes, det er en fest, forklarer Charlotte Mathiasen og tilføjer, at man nu overvejer med at fortsætte den nye tradition.
- Der er mange af de nye tiltag, der er kommet her under coronaen, der er værd at bevare, tilføjer hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her