8. april 2020
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tidligere direktør roede over Atlanten i stormvejr: "Jeg var aldrig rigtig bange"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere direktør roede over Atlanten i stormvejr: "Jeg var aldrig rigtig bange"

To direktører fra Gentofte og to veteraner fra Forsvaret har over jul og nytår roet tværs over Atlanterhavet i verdens hårdeste ro-race "The Talisker Whisky Atlantic Challenge". En tur med natlige regnbuer, kæmpebølger og en hvilepuls, der dykker

Villabyerne - 13. februar 2020 kl. 11:08
Af Gry Brøndum
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De ser bølgen tårne sig op bagbords. Michael og Lasse ved årerne.

"Woooooouuuuuu".

De husker begge to, at de kommer med et højt udbrud. Der har været 20-30 rigtig store bølger lige inden, omkring 15 meter i det oprørte hav. Nu vokser denne her bølge til noget, der ligner 25 meter.

De slipper årerne med det samme.

"Det er heldigt, at Michael slipper der, for lidt efter knækker hans åre inde under båden," fortæller Lasse Wulff Hansen, der har roet turen over Atlanten før, men ikke tidligere oplevet så vildt et vejr: Nu knækker den store kulfiber-åre, som kan holde til, at hele robådens besætning - fire mand - står på den. Dannebrogsflaget på årebladet forsvinder i dybet under dem.

arrow Læs også: Biblioteket anbefaler: Historien om danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig

Men selv ikke denne her nat, er de rigtigt bange. For båden Fenris er bygget til Atlanterhavsroning, og som Lasse siger:

"Det er helt ufatteligt, hvad den båd kan klare."

Michael og Lasse skyller ud af deres sæder og vælter rundt, men de er stadig indenbords. Hvis Fenris krænger over, og de ryger i havet, er de fastgjort med sikkerhedsliner, og båden vil med sine to luftfyldte og aflukkede sovekabiner vende rundt igen som en korkprop.

Man kan godt sætte sig ind i, hvorfor Lasse Wullf Hansen er med på det her togt. Lasse er 32 år og veteran fra Forsvaret med adskillige udsendelser i krig bag sig.

Sidste år roede han de godt 5000 kilometer fra den canariske ø La Gomera til den caribiske havn Antigua sammen med tidligere komiker Mads Vangsø.

De vaklede i land i Caribien afmagrede og gennemlyste af sol, salt og søvnmangel med ny vished om egne mentale og fysiske evner. Og Lasse havde bare ikke helt fået nok.

Men hvad laver den 50-årige CEO Michael Hedegaard Lyng med bopæl på Strandvejen på en 25 meter høj Atlanterhavsbølge?

Hvad kan jeg holde til?

I slutningen af 2018 mistede Michael Hedegaard Lyng sit direktør-job gennem 11 år i NKT og kort efter nytår fløj han til Antigua som ven af Lasse og Lasses kone Sanni fra træningscenteret "The Wolfpack Gym".

Her delte han værelse med en anden ven, Anders Nørregaard, der til daglig er direktør for it-selskabet Exclusive Networks.

I Caribien spiste de tre venner stegte kyllinger og drak rødvin med den hjemvendte "viking" Lasse. Og lige dér fødtes en ny plan for Michael:

"Jeg har i tre årtier arbejdet i store virksomheder og været direktør, og nu havde jeg en mulighed for at bruge noget tid på mig selv samtidig med, at jeg søgte nye udfordringer - i stedet for bare at være inde i musehjulet," forklarer Michael Hedegaard Lyng, der straks gik i gang med træningen:

"Jeg ville simpelthen gerne se, hvad jeg kunne holde til fysisk. Og jeg var ret overbevist om, at jeg ville blive rigtig bange, men det blev jeg faktisk aldrig." For stormvejret følger mændene lige fra første åretag.

Regnbuer i måneskin

Allerede i løbet af de første døgn bliver roerne kastet ud i høje bølger ud for de canariske øer, hvor løbet starter fra La Gomera den 12. december.

På det tidspunkt hænger fuldmånen som en projektør over det urolige hav:

"Lyset gjorde det lettere at klare de høje bølger," siger Michael Hedegaard Lyng.

Og så ser de noget, de aldrig før har set.

"Vi ser en regnbue stå op fra horisonten," fortæller Lasse.

Flere andre roere har også set det, og nogen tror, at de har hallucinationer af søsyge. Men den er god nok. De ser ikke farver, for det er mørkt, men flere forskellige lag af grå nuancer danner en natlig regnbue i det skarpe månelys over havet.

For bådens anden direktør Anders Nørregaard er turen fra starten drevet af eventyrlyst og et behov for at komme væk fra it branchen og hverdagens kontorliv: Det her med at kaste sig ud i noget uigenkaldeligt, der ikke som en Ironman bare kan afbrydes, fordi man får en fiberskade.

Når først robådene er godt ude på Atlanten, så er der ingen vej tilbage:

"Jeg kunne se, at Lasse havde set noget derude, som jeg også gerne ville se."

Kabinerne

Men Anders Nørregaard sover i bådkabinen, da den store bølge rammer, så den får han ikke at se.

Lasse, der sidder bagerst i båden med front mod bølgen tumler rundt, da Fenris bliver ramt af én af de kæmpestore bølger, men han når lige at få båden rettet op, som han skal, inden den åre-knækkende bølge kommer, så han og Michael undgår afprøvningen af deres sikkerhedsliner.

"Hvis vi var tippet rundt dér, tror jeg nok, jeg var blevet bange," siger Michael Hedegaard Lyng. Den nat er der flere andre roere i racet, der ryger en tur i havet.

Og da Anders bliver vækket ved vagtskifte og hører historien om, at åren er knækket, er han helt forbavset.

For selvom man skulle tro at hvile i bådendernes aflukkede kapsler må føles som en Tivoli-forlystelse i et farvand med 25 meter høje bølger, så er der overraskende ro derinde i "bådens livmoder":

"Kabinerne føltes som det sikreste sted på Jorden," fortæller Michael om de to aflukker, hvor mændene får sig en pause fra den stormende vind på 15-20 meter i sekundet, regnskyllene og årerne, der banker dem gule og blå under roningen, når havet presser igen.

Det er i de trygge kabiner, mændene læser breve fra deres kære derhjemme og synker ned i søvnen ind imellem den to timers rutine de har sat for deres tur: To timers roning. To timers hvile. Døgnet rundt.

Børnenes breve

"Noget af det, der kunne få tårerne frem hos mig, det var at læse mine børns breve. De fik udtrykt nogle ting, som man bare ikke får sagt til daglig, når de går i skole og jeg går på arbejde," fortæller Michael Hedegaard Lyng: "De plejede at have en far, der arbejdede 60 timer i døgnet, og nu havde jeg pludselig været meget mere hjemme og kom i bedre form end min søn," fortæller han om sin personlige rejse, der kulminerede på Atlanten.

Michael Hedegaard Lyng læser brevene fra sin søn og datter mange gange på turen. Han fylder 50 år ude på havet, hvor de er søsyge.

Og da juleaften kommer, og han tænker på andestegen derhjemme og turen rundt om juletræet, gør det ondt at være væk.

Hvilepulsen

Der er alligevel én ting, der gør Michael Hedegaard Lyng "en lille smule bange" på roturen: Hans pulsur viser, at når han sover, falder hans puls drastisk: Den er helt nede på 38 slag i minuttet en dag.

Og ligger ellers omkring de 43-44 slag, når han sover.

Det er lavt for Michael, hvis hvilepuls ellers ligger omkring de 60:

"Jeg tænker jo: Er min krop var ved at stå af?" siger han. Det er dog ikke usædvanligt for sportsfolk og meget trænede folk, at hvilepulsen kan falde ned til det niveau. Et tegn på, at hjertet er blevet så stærkt, at det pumper rigtig meget blod rundt i kroppen i hvert enkelt slag.

Pukkelhvaler og flyvefisk

Men smerterne og det hårde vejr adspredes undervejs af sjove og magiske øjeblikke. Som da tre pukkelhvaler pludselig kommer op af havet og tømmer deres åndehul lige ved båden bag Anders Nørregaard.

Eller da Mikkel får en flyvefisk i nakken, som Anders driller ham med, hvorefter han selv bliver ramt af en.

"Av for satan," fortæller han med et grin, der leder tankerne hen på et Rasmus Klump-eventyr:

"De lugter ret harsk sådan nogle."

De ser også fugle som havterner 2.500 kilometer fra land.

"Hvad laver de derude?" spekulerer de efter hjemkomsten:

"De må jo bo på vandet?"

"Eller måske de er faret vild," foreslår Michael Lyng humoristisk.

Men faktisk er det mere sandsynligt at møde en dansk havterne end en dansk direktør midt ude på Atlanterhavet, for de små mågelignende fugle er nogle af de længst flyvende i verden og kan på et år flyve fra Grønland i Arktis og sydover mod Antarktis med afstikkere til Vesteuropa og Vestafrika undervejs. En rimelig lang flyvning på omkring 70.000 kilometer tur retur.

Nogle af vores læsere vil måske tænke, at det er lidt egoistisk at løbe risikoen ved at presse jer selv så hårdt bare fordi I kan - hvad tænker I om det?

"Jeg ved egentlig ikke, om det er mere farligt end alle de der overvægtige CEO's, der drøner rundt i Alperne på cykler," svarer Michael Lyng Hedegaard: "Jeg har trods alt trænet et år, så risikoen for at få en blodprop bliver jo en del mindre af, at være veltrænet."

Lasse Wullff Hansen mener da heller ikke, at mændene har løbet en unødig risiko med den enorme omhyggelighed, de har haft i forhold til bådens sikkerhed og forberedelsen af turen:

"Og når vi er fire mand i båden, så kan vi tage hånd om hinanden. Risikoen for at dø i det her race er egentlig ret lille."

Den store stilhed

Og netop kammeratskabet sammen på Fenris' ganske få kvadratmeter, bliver i sidste ende det, de alle bliver ved med at cirkle om, når man spørger til turens mening.

Sidst på turen bliver vejret så slemt, at de ikke kan se deres romakker i båden om natten.

Så savner de månen, og Michael og Lasse fortæller om at holde små pauser på to minutter i et blikstille hav.

Aldrig har Michael Hedegaard Lyng oplevet stilhed, som lige der under Mælkevejen langt langt ude på havet.

De behøver ikke at sige noget til hinanden.

"Der er jo helt klart skønne øjeblikke, som at svømme med delfiner og sådan," fortæller Lasse Wulff Hansen.

Men samværet mellem os på båden er alligevel det største.

Anders Nørregaard fortæller om at sidde på en nattevagt og græde af taknemmelighed over bare at få lov til at være med i båden og dele oplevelsen sammen med de andre.

"Det er en holdindsats af fineste slags. Det er så simpelt derude. Så rent," fortæller han:

Efter det ultimative

For ham var konkurrencen vigtig, da de stævnede ud.

I La Gomera talte de om at slå konkurrenterne i de andre både. Men som dagene gik fyldte racet mindre og mindre for Anders.

Godt nok kunne han blive frustreret, når de skød en fart på to knob i det hårde vejr, og de kunne tale om, at var der kommet én gående forbi i roligt tempo, så havde han bevæget sig hurtigere.

Men i sidste ende er det ikke konkurrencen, der driver it direktøren ved årerne - eller de andre tre for den sags skyld: Det er hele tiden savnet efter datteren og konerne og kæresterne derhjemme.

Lørdag den 18. januar 2020 stævner Row for Veterans båden med Mikkel, Michael, Lasse og Anders ind i havnen i Antigua. Deres kære venter på broen. De får en flot placering som nummer otte i racet ud af 35 både. Der er stadig ved avisens deadline roere, der kæmper i bølgerne for at komme i havn.

Men hvad er så det næste, når man har roet over Atlanterhavet og skabt et helt særligt bånd?

Når tomheden lurer lige efter "det ultimative", som de selv kalder turen?

"Vi har talt lidt om at tage over indlandsisen," siger Michael Lyng Hedegaard.


KONTAKT OS