11. august 2020
Phillip Guhle er fire gange verdensmester i sejlads og event-skipper hos Kongelig Dansk Yachtklub. Her på vandet i en båd af typen DS 37 match racer. 

Foto: Gry Brøndum
gallery icon

Se billedserie

Phillip Guhle er fire gange verdensmester i sejlads og event-skipper hos Kongelig Dansk Yachtklub. Her på vandet i en båd af typen DS 37 match racer. Foto: Gry Brøndum
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: The royal treatment - til søs med KDY

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

The royal treatment - til søs med KDY

Fredag formiddag i Skovshoved stikker en flok konsulenter til søs med en verdensmester ved roret. Værten er Kongelig Dansk Yachtklub, der igennem mere end 150 år har organiseret kapsejlads for folk og elite, så den ene bådklasse kan afløse den anden - med kronen på værket

Opdateret 09. juli 2020 kl. 16:33
Villabyerne - 09. juli 2020 kl. 16:09
Af Gry Brøndum
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

"Guhles måde at læse vandet på, var ret fascinerende," siger juniorkonsulent Nikolaj og bakkes op af sin kollega Mie fra marketing efter dagens kapsejlads ud for Skovshoved Havn: "Han lagde kursen ved at se på tre vindmøller i horisonten, der snurrede ganske svagt. Det kunne vi slet ikke se."

Havnen er pakket ind i solskin, og bådens 40-årige skipper Phillip Guhle med kasket og rødblond skæg er lige gået ind i Kongelig Dansk Yachtklub for at nyde en kop kaffe efter en veloverstået teambuilding-seance med to både af typen DS 37 match racer på Øresund.

Kunden er et Gentofte-baseret konsulenthus med speciale i cybersikkerhed og digitalisering, og de nye medarbejdere Mie og Nikolaj er imponerede over deres skippers evne til at læse vinden over det flaskegrønne vand: "Det tror jeg kræver rigtig meget erfaring," siger Nikolaj.

Stjernedrys

Og Phillip Guhle har da også vundet fire VM og 11 EM i kapsejlads og sejlet i USA, fordi sejlsport i Danmark bare ikke er noget, man kan leve af: Så afsted til Californien og tage hyre hos rigmænd, som Philip har gjort, og så er der ikke kaffe i kruset, som han forklarer med et stort grin:

"Det kan godt være lidt af et cirkus at være med, for fest med værterne er en del af jobbet. Ud at drikke virgin rum and coke om aftenen, så man er frisk på båden næste dag, når Arnold Schwarzenegger går ombord som gæst," husker Philip Guhle.

Men selvom pengene ikke er så store i Skovshoved, så er der også stjernedrys her, siger han og nævner, at Leonardo di Caprio har været på besøg hos KDY i 2018, da han var til polterabend i havnen med et amerikansk selskab.

Billedet af Leonardo di Caprio passer godt med dagens indtryk af havnen:

Mens konsulenterne rigger sejl til, flyver et lille propelfly hen over himlen, og varmen og lyset er lige så rigt som ved Côte d'Azur.

Med ét er der en vred snurren over bådmasterne. Det er kameramandens drone, der filmer de to hold fra luften.

Kopenhagen Konsulting er på bare to år vokset til tolv medarbejdere, fortæller en af de tre stiftere, Marc Kjerulf, og derfor har han arrangeret nogle dage med fokus på sjov og hurtig teambuilding: For konsulenterne arbejder meget ude hos kunderne og ses kun på kontoret om fredagen.

"Vi er i gode hænder her hos KDY," vurderer Marc iført runde solbriller og med et næsten lige så stort smil som halvanden time efter, da hans hold vinder andet race i træk på det guldglimtende Øresund.

En vurdering, hans nye kvinde på holdet, Mie, er enig i efter racet, når teambuildingen skal evalueres:

"Når man oplever, at de andre gør dét, de skal på deres poster, så bygger man tillid til hinanden," siger hun.

Holdånd

KDY's eventmanager og kaptajn for salg, Mark Flindt, kommer ud af klubhuset og sætter sin radio ind i lommen foran på den røde redningsvest. Så springer han i den røde gummibåd med motor, hvor firmaets filmfotograf og Villabyerne er med.

Det er særligt holdånden i sejlsport, der gør disciplinen interessant for erhvervsfolk, fortæller Flindt, da vi forlader havnen og speeder op:

"Du kan ikke vinde, uden at din besætning fungerer," siger han: "Du kan være nok så god som skipper eller direktør, men hvis holdet ikke fungerer sammen på båden, så kommer man ikke først, og det gælder også, når man leder en virksomhed."

Han peger på tre flag, der lige nu vajer i havnen ved restauranten ejet af KDY og Skovshoved Sejlklub.

Det er en kombination, der signalerer "I will stand by and assist you", som San Francisco Yacht Club har lanceret for at signalere kammeratskab og solidaritet sejlere imellem under COVID-19 epidemien.

Flagene referer til en episode i 1926, hvor oceanlineren SS President Roosevelt støttede et britisk dampskib i en voldsom storm i Nordatlanten gennem 85 timer og endte med at redde hele besætningen. Der er stærke begreber om sammenhold til søs, og de går som sådan ikke imod kappestriden, må man forstå.

Kattepoter

Ude på vandet er matchracet sat i gang med trut i et horn.

Verdensmester-skipperen Phillip Guhles hold har lagt sig foran den anden båd på en måde, så de tager den ganske svage vind, der er. De andre må sakke lidt bagud for at navigere udenom.

Mark Flindt har sejlet siden han var 8 år og startede med windsurfing:

"I kapsejlads skal man altid være et skridt foran konkurrenten. Det har jeg selv brugt meget i erhvervslivet," siger han:

"Hele tiden skal du være alert og klar til at skifte kurs, hvis det er nødvendigt."

Flindt peger på sine korte nakkehår, hvor han siger, han kan mærke det mindste vindskifte: "Du skærper simpelthen dit instinkt for at se fremad."

Han peger ud på vandet tæt på horisonten. Der er en mørk stribe i bølgerne derude.

"Det er vind, og det fortæller, hvor Philip nu skal placere båden, så den får maksimal fremdrift," forklarer han i den blændende sol, mens en studentervogn fløjter forbi i baggrunden inde på Kystvejen.

Guhles båd vinder:

"Vi så et lille løft, der hjalp os op," siger skipperen bagefter, mens Mark triumferer, fordi han så det samme fra gummibåden. Herude over søen taler man om at sejle på kattepoter, små krusninger i havoverfladen, når der ikke er meget vind.

Fristed

"Det er det her samspil med naturen, der giver sejlads en meget meditativ effekt," forklarer Mark Flindt om både sin og andres store passion for at sejlads:

"Du kan ikke styre vejr og vind. Så er der store bølger. Så er der små bølger," siger han:

"Det gør, at det faktisk bliver et fristed, for du kan ikke være opmærksom på, hvad der sker herude og samtidig sidde og tænke på en sur ægtefælle eller regninger derhjemme."

"Er der nogen af jer, der tænker på jeres arbejde lige nu?" råber Mark Flindt fra gummibåden til deltagerne på bådene. "Nej," svarer de svedende konsulenter.

"Folk bliver ved med at sejle hele livet, fordi man med årene får en rutine, som er helt uvurderlig. Man bliver aldrig for gammel til at sejle," siger Mark Flindt:

Man kan næsten se den gamle skibsreder Mærsk McKinney Møller for sig, som han stævnede ud fra Skovshoved i én af sine lyseblå KLEM-yachter, mens fru Emma sad i sin kørestol og nød det på agterdækket.

Det nye sort

En sort gummibåd fra SailGP cruiser forbi:

"Det er Formel 1 på vandet i dag", råber Mark Flindt og hilser begejstret. De danske sejlere har fået 40 millioner fra Rockwool International til at deltage i international sejlads, men må udskyde foiling-løjerne til næste år på grund af corona.

Foiling er en type sejlads, hvor båden flyver hen over vandet og dermed kan nå en hastighed på op mod 80 kilometer i timen, godt 40 knob:

"Det er det nye sort inden for sejlsporten," fortæller Mark Flindt.

KDY har med fondsmidler investeret i en sværm af 10 Waszp-joller, og der forventes at skulle holdes et stort stævne i august.

Den døende drage

Til gengæld er Drage-klassen død i Danmark, fortæller Mark Flindt om en bådklasse med stor aktivitet og stolte traditioner i havnen, da matchen er overstået med et pænt 2-1 til Guhles hold.

Det var Prins Henriks foretrukne båd, men efter prinsens kapsejladser i dragebådsklassen holdt op, har interessen været støt faldende, hvilket understreger det tætte forhold mellem sejlsporten og de kongelige i Danmark:

"Jeg har lært så meget af Prins Henrik," siger Mark Flindt nostalgisk om sin afdøde ven, hvis aske blev spredt over havet, fordi han holdt så meget af at sejle.

Bådene glider ind i havnen med gummibåd og fotograf efter sig.

"Prins Henrik havde ikke ret meget tid til at træne, men han havde en enorm føling med båden," fortæller Mark Flindt om den royale sejler, han fulgtes med til Kings Cup i Thailand, hvor de mødte Nordkaperen og Troels Kløvedal, hvis frie liv til søs betog Prins Henrik:

"Prinsen var et meget musisk menneske," siger Mark Flindt. "Og det kunne man mærke i sejladsen. Han holdt for eksempel roret helt tæt til sit lår og styrede med en imponerende ro."

Flint erindrer, hvordan en journalist fik til opgave for KDY at lære prinsen op i sejlsport i 1970'erne, og hvordan de to røg så mange Gauloises med cigaretrør, at båden måtte males grå indeni.

"'Hvor er mit rør', sagde prinsen altid, når han havde tabt det ned i båden", erindrer Mark Flindt og fortæller, hvordan de ofte lå og kravlede rundt nede i båden under en kapsejlads: 'Hvor er mit rør?'

Man ser prinsen som ung afbildet i KDY's jubilæumsbog. Han ligner en fransk filmstjerne med mørkt bølget hår og solbriller og stram, sporty jakke.

Nu ligger båden Nanoq ud for klubhuset, som KDY har givet til Kronprins Frederik og hans søn Christian, der i havnen går under navnet Chris. Den 14-årige prins er femte generation af kongelige i Skovshoved, som kan kaste glans over klubben.

"Vi bakker ind," siger Mark Flindt om de to DS 37'ere med konsulenterne, da de lægger til i havnen:

"Det gør man normalt ikke i Danmark, men meget i udlandet: Så kan ham, der betaler, nemlig lettere stige af."

Om KDY

Kongelig Dansk Yachtklub blev grundlagt i 1866 ved en kapsejlads i Nyborg. I 1891 fik klubben navnet Kongelig Dansk Yachtklub efter tilladelse af Kong Christian den IX, hvis efterkommere og familiemedlemmer siden har været aktive i klubben. I dag har KDY omkring 1890 medlemmer med aktivitet i Skovshoved Havn, Rungsted Havn og Tuborg Havn.

Yachtklubbens økonomi bygger på medlemskaber, sejlerskole, kapsejladser, eventsejlads som teambuilding og polterabend-arrangementer samt sponsorater og partnere: KDY sælger for eksempel eventpakker til sponsorer til omkring 95.000 kroner om året. Sponsorer får logo på båd, medarbejderarrangementer og eksponering i klubblad og magasin samt adgang til "et interessant netværk", som Mark Flindt betegner det :-)

Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?
 

KONTAKT OS