22. oktober 2021
Villabyerne er til stede ved Retten i Lyngby, hvor retssagen om det dødelige masseslagsmål er nået til fjerde retsmøde. Arkivfoto
Villabyerne er til stede ved Retten i Lyngby, hvor retssagen om det dødelige masseslagsmål er nået til fjerde retsmøde. Arkivfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Retssag om dødeligt masseslagsmål: Lillebror blev tvunget til at vidne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Retssag om dødeligt masseslagsmål: Lillebror blev tvunget til at vidne

Den drabstiltaltes lillebror blev tvunget til at vidne om, hvad han så og vidste om det masseslagsmål ved Jägers Skaterpark i Gentofte i april, hvor en 18-årig mand mistede livet.

Villabyerne - 05. januar 2021 kl. 13:25
Af Joachim Christensen

Hans hukommelse var hullet, men blev ved Retten i Lyngby hjulpet på vej af flere lydklip af ham, der taler om sagen efterfølgende og af korte videoklip fra den blodige forårsnat

Hvad skete der egentlig på parkeringspladsen ved Gentofte Sportspark natten mellem den 24. og 25. april sidste år? Det er Retten i Lyngby fortsat ved at stykke sammen, og tirsdag var der det fjerde retsmøde i drabssagen.

arrow Læs også: 16-årig slog 18-årig ihjel: Så lang er straffen

Her skulle den drabstiltaltes lillebror på 14 år hjælpe med at gøre billedet af begivenhederne klarere.

Det var dog en langsom start, for lillebroren ønskede ikke at vidne foran de andre tiltalte. Det mundede i første omgang ud i, at de fire tiltalte for grov vold, der er fra den modstridende blå gruppe, hvor en af dem er tiltalt for at stikke lillebroren med en kniv i ryggen, blev placeret bag en slags skillevæg i rettens ene hjørne.

Her kunne de så høre lillebroren forklare, at han ikke ønskede at vidne i det hele taget og ønskede at blive fritaget, en mulighed man har som nærtstående familiemedlem, men retten tvang ham efter endnu en længere drøftelse.

Over en time gik der således, før retten fik dagens første vidneudsagn at høre. Skærmen foran de fire tiltalte blev desuden fjernet, men de blev siddende i hjørnet under vidneforklaringen.

På anklagerens mange spørgsmål om timerne forud og om selve natten var lillebrorens svar dog kortfattede og ofte variationer over, 'det kan jeg ikke huske', og 'det ved jeg ikke'.

Kom løbende mod dem

Efter en ophedet diskussion på det sociale medie Snapchat tog de to brødre sammen med fire venner, samlet kaldet grøn gruppe af politiet, ud til parkeringspladsen. Hvorfor og med hvem de havde aftalt det, kunne lillebroren ikke fortælle noget om i retten, men på pladsen kom seks personer løbende mod dem, vidnede han.

Fire havde retning mod hans storebror, en løb hen mod en bil, hvor to fra grøn gruppe sad, og en løb hen mod ham selv. De to sidste venner fra grøn gruppe var stukket af forinden.

Lillebroren fortalte, at han kom op at slås med personen, der løb mod ham. Det endte med, han blev lagt ned og stukket i ryggen, forklarede han, og uddybede, at han ikke med det samme mærkede det, men at han samlede en kniv op fra jorden og siden flygtede fra stedet ved at hoppe over et hegn.

I retten blev hans forklaring suppleret med, at anklageren læste op af, hvad han forklarede til politiet i april ifølge politiets afhøringsrapport.

Her fremgik det blandt andet, at der, da de aftalte at mødes, blev spurgt, om det skulle være med næver eller våben. Lillebroren forklarede dengang, at de svarede, det skulle være med næver, og at han tænkte, det bare var en slåskamp, de så gik ind til.

Telefon aflyttet

Lydklip og videoklip var dog tirsdag formiddag med til at tegne et lidt andet billede af begivenhederne. På en video fra lillebrorens telefon optræder hans drabstiltalte storebror, der dengang bare var 15 år.

"Hvad har du af våben?", hører man ham spørge.

På en anden video ser man en person afprøve den kombinerede lommelygte og strømpistol, som storebroren er tiltalt for at have brugt mod den dræbte 18-årige mand.

Ved at have aflyttet lillebrorens telefon har politiet også fået adgang til et par telefonsamtaler, han har haft med den ven fra grøn gruppe, som kørte bilen den nat. Der blev spillet flere lydklip i retten.

De snakker i maj sammen, mens de spiller computerspil. Her diskuterer de, om vennen skulle have kørt nogle af de tiltalte fra blå gruppe ned. Han kørte i stedet rundt i cirkler på pladsen og forsøgte at få dem væk fra slåskampen mod den drabstiltalte.

Man hører også lillebroren sige, at det godt kunne være ham, der har stukket en af dem fra blå gruppe, man hører ham sige, at han ønsker at købe en skudsikker vest til sin storebror, men at 'den er fucking dyr', ligesom han fortæller om en episode, hans storebror har fortalt ham fra den aprilnat.

"Jeg har hørt, at han løb mod én, og så fik han bare blod i hovedet. Han havde en kniv fremme, sagde han. Den eneste grund til, at han tog den frem var fordi, han kunne se de andre også havde kniv. Jeg så, han tog sin kniv frem. De havde alle sammen våben," sagde lillebroren på lydoptagelsen.

Storebroren er udover drabet også tiltalt for at have stukket en af de andre tiltalte fra blå gruppe i hånden.

Lillebrorens vidneforklaring og afspilningen af lyd- og videoklip var alt, retten nåede tirsdag formiddag.

Retssagen fortsætter kl. 13 med flere vidneforklaringer fra personer i den såkaldte grøn gruppe, hvor den drabstiltalte og hans lillebror hører til.

Villabyerne er til stede i retten.

arrow OVERBLIK: Når unge bliver til drabsmænd
08. februar 2021 kl. 14:30 Opdateret: kl. 14:32
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

KONTAKT OS