
Efter afgang af flere markante profiler kan skovserne nu officielt melde om tiltrængt forstærkning
En lille håndfuld spillere har forladt SIF inden sæsonen genoptages i marts måned. Flere prøvespillere har følgelig skullet udfylde det tomrum, og nu kan klubben omsider glæde sig over tilgang af nye ansigter.
Det er nu sikkert, at Nichlas Rohde (fra B1908) støder til klubben, og han får følgeskab af forsvarspilleren Christian 'Krølle' Klausen, der senest har spillet for Roskilde KFUM. Der meldes ligeledes om tilgang af Brønshøj-duoen Oliver Lassen og Devrim Sahin.
Til gengæld må klubben vinke farvel til sin sikre ankermand Thomas Gall, der ønsker at afprøve talentet på højere niveau.
Derfor er det nok ekstra glædeligt, at klubben kan hente sin tidligere målmand Frederik Mehder tilbage til Krøyersvej. Mehder har senest tørnet ud for TB på Færøerne.
Efter en række klare nederlag i de første træningskampe har skovserne efterhånden fundet melodien. Det blev således til sejr på 2-1 mod Vanløse (på to mål af Marco Sander), et hæderligt, men ærgerligt 0-1 nederlag mod Brønshøj samt en nullert i weekenden på Frederiksberg qua 0-0 mod FA 2000.
Skovshoved spiller yderligere to træningskampe, inden kampen om overlevelse og livsvigtige point starter den 13. marts hjemme mod HIK.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her