14. april 2021
Guido Paevatalu fylder70 år.
gallery icon

Se billedserie

Guido Paevatalu fylder70 år.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Navnenyt: Operasanger og direktør fylder rundt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Navnenyt: Operasanger og direktør fylder rundt
Villabyerne - 08. april 2021 kl. 16:24

Kongelig operasanger Guido Paevatalu, Charlottenlund, fylder 70 år den 14. april.

Der er gået små ti år, siden Guido Paevatalu forlod Det Kongelige Teater, men han er stadig fuldt aktiv.

Livet med musikken begyndte, da Guido Paevatalu blev optaget i Københavns Drengekor på Sct. Annæ Gymnasium i 1960. Årene i sangskolen udstak en kurs, han stadig følger. I første omgang blev han musiklærer i Glostrup Kommune, men var samtidig aktiv i en russisk trio, han selv havde etableret og i Pavlovskis Balalajkaorkester.

I 1980 blev Guido Paevatalu optaget på Operaakademiet, og i 1982 blev han engageret i Det Kongelige Teaters solistensemble. Dér blev han i 30 år, og mere end 50 partier har han sunget på den danske nationalscene.

Han debuterede som Billy Benson i 'Animalen' i 1982, og siden fulgte alle de velkendte operaer foruden en række mindre kendte og flere helt nyskrevne, blandt andet 'Jeppe på Bjerget', som han sang i 2009 på Den jyske Opera.

Guido Paevatalu har sans for de komiske partier. Det har man kunnet opleve mange gange, ikke mindst som Papageno i 'Tryllefløjten' og som Figaro i 'Barberen i Sevilla'. Men de alvorligere partier såsom titelrollen i 'Rigoletto', greven i 'Figaros Bryllup', Posa i 'Don Carlos' og Beckmesser i 'Mestersangerne fra Nürnberg' er også i gode hænder hos Guido Paevatalu, for hans dramatiske talent er vidtfavnende og strækker sig lige fra det hyggelige til det uhyggelige.

Derfor har der ofte været bud efter ham i udlandet. I USA har han sunget Wolfram i 'Tannhäuser', og han har sunget talrige koncerter i Tyskland og i Norden. På et tidspunkt fyldte koncertvirksomheden næsten mere end operaforestillingerne på Det Kongelige Teater.

Kodeordet for det hele er folkelighed. Mange husker ham sikkert fra Danmarks Radios TV-udgave af Heises 'Drot og Marsk', hvor han sang kong Eriks parti, men også Carl Nielsens 'Maskarade' i rollen som tjeneren Henrik. Tiden er gået, og nu er det partiet som den gamle, vrantne Jeronimus, Guido Paevatalu for nylig har sunget.

Da børnene var mindre, tog Guido med familien til den svenske østkyst. Hans søn, Frederik Paevatalu Rolin, som nu også er operasanger, syntes, at gårdhotellet Drakamöllan lød som et spændende sted. Det blev det også, for dér mødte Guido Ingalill Thorsell, som straks lod sig overtale til at lave opera på engen ud for sit hotel.

Det er blevet til et langvarigt samarbejde, som resulterede i guidOpera, hvor Guido er producent, instruktør og scenograf og siden 2008 har opført en lang række populære operaer på alle tænkelige steder over hele Danmark og enkelte steder i Norge og Sverige.

Guido Paevatalus kongstanke har altid været at formidle operakunsten så bredt som muligt. Med den tilgang har han formået at skabe sin helt egen plads i den danske opera- og musikverden. Han modtog Gentofte Kommunes Kulturpris i 2016.

Guido Paevatalus alsidighed er usædvanlig, og han kan meget med sine hænder. Han går altid forrest, når der skal laves og opsættes scenografi, han arbejder flittigt på sin båd, nyder at fælde træer ved sin svenske skovhytte, og så kan han fremtrylle den lækreste mad til enhver lejlighed. Han lavede også selv maden til sin egen konfirmation, så han har øvet sig længe.

60 år

Administrerende direktør og CEO Jørgen Holme, Gentofte, fylder 60 år den 9. april.

Jørgen Holme er bankuddannet (1981-83) fra Sparekassen SDS i Aarhus, som er hans fødeby og det sted, han voksede op. Herefter tog han en cand. oecon. på Aarhus Universitet med management og økonomi som specialer og har desuden læst MBA på Cranfield School of Management i England.

I en årrække herefter koncentrerede hans karriereforløb sig om SAS og SEB Cards (Diners Card, Eurocard m.fl.), hvor han begge steder beklædte ledende stillinger. Afstikkere har han gjort til både Air Greenland og Spanair.

I 2013 blev han headhuntet til det kriseramte, færøske Atlantic Airways, hvor han gennemførte en vellykket turn-around, og en lignende opgave, men i langt større format, ventede herefter i København hos charterflyselskabet Jet Time, der på grund af overekspansion, med en snørklet kompleksitet og for mange platforme til følge, ligeledes befandt sig på randen af konkurs.

Ved at formindske personalestaben med ca. 600 medarbejdere samt reducere antallet af fly fra omkring 30 til kun fem undgik selskabet med nød og næppe konkurs, men dog kun frem til år 2020, hvor coronaepidemien gav nye udfordringer og tvang virksomheden til at strække våben.

Selskabets hovedaktionær, forretningsmanden Lars Thuesen, i erhvervskredse kendt som en investor med blandet succes, lykkedes med at finde kapital til endnu et forsøg på at få Jettime, nu i ét ord, i luften, og Jørgen Holme stillede sig, efter nogen betænkning, igen til rådighed som CEO.

Fødselaren har ry for, udenfor coronatider, at være i stand til at kunne udskille sammenlåste positioner og føre dem sikkert i havn. Han er en mand uden store armbevægelser, der hylder begreber som ydmyghed, ordentlighed samt præcision og betegnes af sine omgivelser som driftssikker i operativ henseende.

Derfor var det med tunge skridt, han for første gang i sit liv måtte gå til Skifteretten med en konkursbegæring. "Det var ikke blot første gang, men forhåbentligt også sidste," lød hans kommentar.

Den store fødselsdagsreception venter han med, til han fylder 70, dels på grund af det aktuelle forsamlingsforbud, dels fordi han finder det upassende med en reception ovenpå fyringen af flere hundrede medarbejdere.

Fejring af dagen indskrænker han derfor til at medbringe morgenbrød til den snes medarbejdere, der er tilbage i firmaet, samt til middag med familien fredag aften.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?
 

KONTAKT OS