
4. januar begynder Novafos at flytte ledninger i Buddingevej på hver side af Motorring 3
4. januar tager vand- og spildevandsselskabet Novafos fat på at flytte ledninger i Buddingevej på hver side af Motorring 3.
Og det kan komme til at påvirke trafikanter i både Gladsaxe, Gentofte og Lyngby-Taarbæk Kommune.
Arbejdet er en del af den omfattende forberedelse til den kommende letbane, der skal køre mellem Lyngby og Ishøj i 2025.
Novafos arbejder først i den ene side af Buddingevej og derefter i den anden, når Motorring 3 skal krydses.
Trafikken flyttes over i den modsatte side, mens arbejdet står på.
Det giver mindre plads til bilerne og kan derfor medføre kø og langsommere trafik - især i myldretiden og ved tilkørsel til motorvejen.
Novafos skal også flytte de ledninger, der ligger på tværs af Gammelmosevej. Det kommer også trafikanter og pendlere til nabokommunerne til at mærke, da ind- og udkørsel via Gammelmosevej i perioder vil være påvirket:
"Vi er godt klar over, at vores arbejde på tværs af Motorring 3 kommer til at drille trafikanterne, ikke mindst når vi skal på tværs af Gammelmosevej. Når vi er nødt til at spærre for ind- og udkørsel i en periode, så kan det mærkes på trafikken. Det beklager vi selvfølgelig meget", siger projektleder Michael Helmark i en pressemeddelelse fra Novafos.
Når Novafos efter planen har flyttet den sidste ledning i den ene side af Buddingevej i sommeren 2021, overtager letbanens entreprenør arbejdsområdet for at tage de næste skridt med at anlægge letbanen.
Senere i 2021 fortsætter Novafos arbejdet på den modsatte side af Buddingevej. jesl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her