18. juni 2021
Karin Heurlin sammen med Kenny. 

Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Karin Heurlin sammen med Kenny. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forfatter om sit nye liv som hundeejer: - Jeg har siddet en del på hug i stuen og tørret urin op.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatter om sit nye liv som hundeejer: - Jeg har siddet en del på hug i stuen og tørret urin op.

Klumme: Da forfatter Karin Heurlin fik hund for fem måneder siden, trådte hun ind i Gentoftes hundelufter-områder. Og her lærte hun noget om menneske- racen, som kom bag på hende

Villabyerne - 09. maj 2021 kl. 06:07
Af Karin Heurlin, journalist, forfatter og Gentofte-borger

I 2021 er vores lysegrå sofa blevet splittet ad. Jeg har sovet dårligt. Og jeg har siddet en del på hug i stuen og tørret urin op. Og det, der er værre.

arrow Læs også: Det Gode Liv: Husk vandet - kroppen har brug for det

Vi har nemlig fået en hundehvalp. Du kan kalde ham en Corona-hund. Vi kalder ham nu bare Kenny, og han lever fuldstændig op til alle hvalpe-skrækhistorierne. I går fjernede jeg for eksempel mine Apple AirPods fra hans gab, og sidst vi havde gæster til tapas, parrede han sig med sin kurv imens.

Kennys opførsel kommer ikke bag på mig. Men der er noget andet, der har overrasket mig meget, efter jeg er blevet hundeejer. Faktisk vil jeg påstå, at jeg har fået et helt nyt syn på verden, for nu at gøre det lidt stort. For det har været stort for mig at møde alle hundene og ikke mindst deres ejere, efter jeg at begyndt at lufte hund i Bernstorffsparken og andre hundevenlige områder i nærheden af min adresse.

Lykkelig for ros

Jeg oplevede det allerede første gang, vi trak den 10 uger gamle Kenny med på gåtur. Vi var ikke engang kommet til enden af vores egen vej, da vi mødte en anden hundeejer med grøn oilskinsjakke og en velopdragen hyrdehund ved sin side.

Hyrdehunden var ikke særlig interesseret i Kenny, men den ventede pænt, mens ejeren bukkede sig ned og roste vores nye familiemedlem. Og det gjorde mig simpelthen så glad. Meget gladere, end man skulle tro.

Jeg havde helt glemt, hvor rart det føles at tale med en fremmed på gaden i stedet for at gå lige forbi uden så meget som et nik. Og jeg anede ikke, hvor stolt jeg blev over at få ros for min hund.

Senere var der en mand i Bernstorffsparken, der med myndig stemme påpegede, at Kenny havde en flot og sund snude. Og jeg var ikke til at skyde igennem resten af dagen.

Jeg havde nok regnet med at blive skudt en del på som nybagt, usikker hundeejer. Jeg havde i hvert fald forventet at blive irettesat af erfarne hundeejere og bebrejdet, når min hund opførte sig dårligt. For det gør han tit.

Men jeg har hver eneste dag mødt en venlighed og en overbærenhed, som jeg faktisk troede var gået af mode. Det er jo ikke det, man støder mest ind i på Facebook eller i kassekøen, hvis man i et ubetænksomt øjeblik kommer til at gå for tæt på kunden foran.

Enighed i hundeparken

Jeg har også mødt noget så tiltrængt som smil og småsludder. Og det har virkelig lunet midt i en lang vinter med mundbind og nedslåede blikke. Det kan godt være, samtalerne i hundeparken ikke har bestået af meget andet end et: "Hvor gammel? Hvilken race? Og ha' en god dag." Men den slags har også ret. Måske mere ret end så mange andre diskussioner, hvor kloge mennesker står i hvert sit ringhjørne og er uenige.

I hundeparken er vi enige. Vi er i hvert fald enige om, at vi kan lide hunde. Og en gang imellem går de hurtige hundesamtaler også lidt dybere. Som da jeg mødte en mor med barnevogn og en lille hund i snor. Da jeg kommenterede, at hun da måtte have sit at se til med både baby og hund, fortalte hun, at de faktisk havde anskaffet sig hunden, fordi de efter flere års ufrivillig barnløshed havde opgivet håbet om at få et barn.

Men efter hunden var kommet, var der sket et eller andet. Hun var i hvert fald blevet gravid, og pludselig stod både hun og jeg med lidt fugtige øjne og snøftede midt i hundeluftningen. Bagefter gik vi hver vores vej.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad hverken hun eller babyen hed. Men jeg fik selvfølgelig navnet på hunden.

Der er ingen tvivl om, at hunde kan mere, end at flå fyldet ud af en lysegrå sofa. De åbner for et eller andet. Måske gør de ikke ligefrem deres ejere til bedre mennesker. Men jeg tror, de får deres blødeste sider frem.

Kun én negativ oplevelse

Kun en enkelt gang har jeg set en hund og dens ejer vise tænder i Bernstorffsparken. Det skete, da en stor hund ville angribe min og ejeren bagefter skældte mig ud over, at jeg ikke kunne kalde min hund til mig hurtigt nok. Det havde hun selvfølgelig ret i.

Heldigvis fik både Kenny og jeg rystet den oplevelse af os hurtigt. Måske fordi vi lige bagefter mødte en savlende Engelsk Bulldog, der var virkelig flink mod hvalpe. Det var den skaldede, langskæggede ejer i sort læderjakke også. Han satte sig på hug ved Kenny og nussede ham, mens han udbrød: "Nååå." Og det ord er nok det bedste, jeg ved. Vi burde alle sammen bruge det meget mere. Især på Facebook.

Nu vil jeg afslutte den her klumme, for ligesom samtaler i hundeparken, skal den ikke trække for længe ud. Jeg ved nu ikke engang, om det er en klumme. Måske er det mere en lille tak. Tak til alle jer, der har taget så godt imod både Kenny og mig i Gentoftes hundelufter-områder. I har gjort det meget dejligere at få en hvalp.

Ps. Hvis jeg lige skal besvare de klassiske hundespørgsmål, kommer de her: Kenny er en Cavalier King Charles Spaniel. Og han er født den 9. oktober 2020. Ha' en god dag.

Den nykårede hundeejer

Karin Heurlin er 44 år og bor i Gentofte.

Hun er journalist og forfatter og er netop nu aktuel med romanen 'Du forlader mig aldrig',

arrow Det Gode Liv: Kom i god form til at blive ældre
16. maj 2021 kl. 11:04 Opdateret: kl. 14:00
arrow Dyrlægens bord: Gode råd til dig, der vil købe en hvalp
09. maj 2021 kl. 06:00 Opdateret: kl. 14:42
Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

KONTAKT OS