I stedet opfordres borgere til på egen hånd at samle affald
Lørdag den 19. september skulle 'World Cleanup Day' have været afholdt i Gentofte for tredje år i træk.
Men grundet corona-situationen med et forhøjet smittetryk i Hovedstadsområdet, er den formelle affaldsindsamling aflyst. I stedet opfordres borgerne til på egen hånd at samle affald på dagen, skriver arrangørerne bag i en pressemeddelelse.
I Gentofte stod Danmarks Naturfredningsforening Gentofte, miljøorganisationen LINK Environmental Ambassadors, Grøn Guide Gentofte og Gentofte Kommune som hovedarrangører.
Lea Gram Jacobi fra Danmarks Naturfredningsforening Gentofte har en opfordring til alle borgere.
"Det er drøn-ærgerligt, at corona sætter en stopper for at afholde en stor affaldsindsamling i kommunen. Men vi er enige med Gentofte Kommune i, at det er nødvendigt at aflyse det 'formelle event' med faste samlingssteder for at undgå smittespredning. Vi håber dog, at så mange borgere som muligt alligevel vil bakke op om World Cleanup Day - enten ved på egen hånd eller sammen med de nærmeste - at gå ud på dagen og samle affald. På den måde kan vi 'sammen, hver for sig ' bidrage til World Cleanup Day"." siger hun.
Er man en af de friske borgere, der på dagen vælger selv at samle skrald, kan ens 'skralde-fangst' også sagtens tælle med i den samlede opgørelse på verdensoprydningsdagen.
Danmarks Naturfredningsforening har nemlig lanceret kampagnen 'Danmark samler affald', hvor folk opfordres til at samle skrald hver for sig eller i små grupper - og til at indtaste kilo og sted på www.affaldsindsamlingen.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her