24. september 2020
Historiker Bo Lidegaard fortalte entusiastisk om sit historiske arbejde med at forstå figuren Henrik Kauffmann og om sit frugtbare samarbejde med filminstruktør Christina Rosendahl.
gallery icon

Se billedserie

Historiker Bo Lidegaard fortalte entusiastisk om sit historiske arbejde med at forstå figuren Henrik Kauffmann og om sit frugtbare samarbejde med filminstruktør Christina Rosendahl.
Foto: Jacob Elkær-Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den vilde historie om Henrik Kauffmann

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den vilde historie om Henrik Kauffmann

Filminstruktør Christina Rosendahl og historiker Bo Lidegaard delte gavmildt ud af deres visioner, erfaringer og indsigt, da de fortalte Villabyernes læsere om arbejdet med 'Vores mand i Amerika' i Movie

Villabyerne - 12. august 2020 kl. 19:08
Af Jesper Bjørn Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Salen var proppet så meget som coronakrisen nu tillader det, da Villabyerne og MovieHouse sammen indbød til en særvisning af filmen om Henrik Kauffmann, den danske topdiplomat og kosmopolit, der blev en afgørende skikkelse i dansk politik, da han som ambassadør i USA under og efter 2. verdenskrig trak den danske udenrigspolitik langt tættere på USA, end den danske regering var klar til.

Filmen 'Vores mand i Amerika' får først premiere torsdag i denne uge, men allerede mandag aften var der mulighed for ikke alene at se filmen, men også at møde dens instruktør Christina Rosendahl og historikeren Bo Lidegaard, der har skrevet flere digre værker om Henrik Kauffmann og som har fungeret som historisk konsulent på den nye film.

De blev begge interviewet på scenen inden filmen af Villabyernes redaktør, som indledte med at spørge Christina Rosendahl, hvorfor hun har valgt at lave denne film.

"Da jeg stødte på Henrik Kauffmann første gang, blev jeg meget smittet af det mod, han udviste. Hans gamblerside. Jeg stødte på historien om ham, da jeg lavede min forrige film 'Idealisten' om flystyrtet på Thulebasen i 1968. Jeg læste Bo Lidegaards store værk 'I Kongens Navn', og allerede første gang, jeg mødtes med Bo for at snakke om ideen til en film, havde vi meget opildnede snakke. Det lovede godt," lød det fra Christina Rosendahl med et stort smil.

Når man ser din film, tænker man jo nærmest, hvorfor er den ikke lavet noget før... det er jo en dramatisk historie uden lige om et menneske, den brede offentlighed næppe kender særlig godt. Hvad er dit bud på, hvorfor danskerne ikke i højere grad kender historien om Henrik Kauffmann?

"Det har noget at gøre med hans dobbelte karakter. På den ene side er han en helt, fordi han aktivt arbejder for at lande os på den rigtige side af de vindende kræfter efter 2. verdenskrig. Men han er også en landsforræder, fordi han ikke parerer ordre hjemmefra, da vi bliver besat af nazisterne. Han skriver selv under i kongens navn på det, der hedder Grønlands-aftalen. Han var også en mand, der ikke levede særlig mange år af sit liv hjemme i Danmark, han var en international verdensmand. Den kompleksitet har ikke været nem at aflæse for danskerne. Han har også i perioder været udskammet i Udenrigsministeriet, for der kan man ikke opføre sig, som han gjorde."

Bo Lidegaard, hvorfor er historien om Henrik Kauffmann så vigtig?

"Henrik Kauffmann er helt afgørende for, hvordan Danmark får placeret sig de to seneste gange, verden for alvor var i opbrud. Første gang var i starten af 2. verdenskrig, i 1940-41, før USA går ind i krigen og mens Tyskland og Sovjetunionen endnu var i alliance. Der sidder Kauffmann i Washington, som en forholdsvis nyudnævnt gesandt, som det hed dengang, og får en fuldstændig afgørende betydning for Danmarks placering over for USA både under og efter krigen og for Grønlands betydning i den sammenhæng. En betydning, der varer helt frem til i dag. Anden gang var efter krigen, i begyndelsen af den kolde krig, hvor det gentager sig. Kauffmann går atter imod sin egen regering. Han ser, at verden, atomkapløbet, hele den måde, den kolde krig tager form, vil gøre USA og den amerikanske verdensorden helt afgørende for Danmark, og han er overbevist om, at Danmark skal lægge sig tæt op ad USA. Det ser han længe før politikerne i København, og igen handler han altså imod, hvad han må og i en vis forstand bør. Igen viser det sig, at han får placeret os på en måde, som vi bagefter kan sige var rigtig. Han har det paradoks, at han på den måde gør noget, han ikke må. Hverken konkret, praktisk eller principielt, men samtidig er vi bagefter glade for, at han sætter alt på ét bræt, satser og vinder."

I diplomatiets tjeneste

Du har selv arbejdet som topdiplomat, som departementsråd og ambassadør i Statsministeriet i en for landet svær tid, Muhammedkrisen - kan du sige noget om, hvor uhørt det var, det Henrik Kauffmann gjorde under 2. verdenskrig?

"Det var selvfølgelig helt uhørt. Når man arbejder for en regering i et demokratisk land, så skal man følge den retningslinje, som regeringen og Folketingets flertal fører. Men også under mindre dramatiske omstændigheder end en krig, kan det ikke undgås, også for os andre, at man kommer i nogle situationer i livet, hvor man på den ene side meget stærkt selv føler, man bør gøre noget, men hvor man samtidig er oppe imod en meget stærk konvention, som man egentlig synes er rigtig nok, som tilsiger en ikke at gøre noget. Det er altid interessant at læse om de mennesker, der er i konflikt mellem, hvad de selv føler er det rigtige, og hvad der principielt er det rigtige at gøre. Og Henrik Kauffmann var det på den helt store klinge i to utroligt svære situationer. Under krigen har han den undskyldning, at regeringen nok er demokratisk valgt, men den er jo ikke fri, for vi er under besættelse. Men han gør det igen efter krigen, hvor vi jo faktisk har en fri regering, men han følte og mente, at han måtte sætte sig igennem. Han mente, at vi var nødt til at handle hurtigere og mere handlekraftigt, end regeringen i København mente, vi kunne og skulle."

Du har haft hovedet inde i arkiverne i mange år, har du selv i dag et entydigt billede af, om han var en helt eller en forræder?

"Jeg tror, svaret er, at han var begge dele. Der findes ikke noget entydigt svar. Hvis du er en spillernatur, bør du vide, at der er ting, du ikke spiller med. Der er indsatser, du ikke kan gøre. Du kan f.eks. ikke sætte dit lands fremtid på spil, heller ikke selv om du vinder. Det er simpelthen for stor en indsats, og det er faktisk det, han gør. Så vinder han til gengæld en ret stor gevinst, men undskylder det en så radikal overskridelse af de beføjelser, han har? Han gør i virkeligheden noget, ingen kunne have gjort, men han gør det. Og han slipper endda godt fra det."

Christina Rosendahl, når man laver historiske film, løfter man jo gerne sin bagdel op i klaskehøjde, for der vil altid være nogen, der har travlt med at påpege, at dette eller hint ikke er helt korrekt. Hvad har du gjort dig af overvejelser i den sammenhæng?

"Jeg har researchet rigtig meget, haft milliarder af samtaler med Bo, jeg har været i Rigsarkivet, har talt med mange forskellige kilder for at få det faktuelle på plads. For eksempel, hvordan det foregår, når en ny ambassadør afleverer sine akkreditiver til en amerikansk præsident. Men det er jo et kunstnerisk værk, jeg laver, så det er min personlige fortolkning af materialet. Når man har researchet rigtig meget, bliver man også nødt til at sætte sig oven på materialet og bruge stoffet til det, man gerne vil sige med sit værk. Jeg har tænkt meget over selve måden, han ender sine dage på. Det er en dramatisk begivenhed, en brutal handling, og den har fascineret mig, også i forhold til det politiske materiale. Jeg vil give et portræt af den menneskelige karakter. Som filmskaber er det mit job ikke kun at kigge på kilderne, jeg skal gå ned i det psykologiske og eksistentielle og turde stå på mål for en tolkning af alle karakterer i filmen."

Din film er jo både en historisk spændingsfilm, sat i en kompleks periode, om en usædvanlig diplomat og hans svære valg, men det er jo også et psykologisk trekantsdrama, hvorfor har du valgt den dobbelthed?

"Jeg har personligt været meget optaget af den måde Kauffmann-ægteparret ender deres dage på. Fordi, jeg synes, det siger noget om, hvordan de har levet deres liv. For at være helt ærlig, så har jeg været røvtræt af, at nogle af de her politiske film har en entydighed i sig; de portrætterer kun den store stærke mand på verdensscenen. Nu er jeg jo selv en kvinde, jeg er superoptaget af politik og historie, men når man har en karismatisk karakter, der ændrer vores historie og liv, så tror jeg ikke på, at historien om ham skal foregå i et politisk vakuum. Jeg tror på, at det personlige og det politiske er to spejlinger af det samme. Jeg bliver frarøvet noget, når jeg ikke får den personlige fortælling. Det er også en af grundene til, at kvinderne fylder forholdsvis meget i den her fortælling. Hele den private trekantsfortælling fylder lige så meget som den politiske fortælling, og det er et helt klart valg."

Bo Lidegaard, du har været konsulent på filmen, så hvordan har du håndteret det, når instruktionen gik i en mere dramatisk retning, end de historiske fakta måske gav rammer til?

"Så har jeg taget kampen. Når det så ikke er lykkedes mig at vinde, så har jeg taget den en gang til. Vi har haft et, hvad skal man kalde det, konfliktfyldt samarbejde..." Christina Rosendahl nikker ivrigt med et stort smil... "gennem mange år. Måske var det et udtryk for min tungnemhed, men der gik i hvert fald et par år, før det for alvor gik op for mig, at det var Christina, der bestemte og ikke mig... det var en meget traumatisk oplevelse, og det førte jo til et par ting. En af dem var, at jeg besluttede mig for at skrive min egen version af historien én gang til (bogen 'Uden mandat, red.), også den personlige historie om Kauffmann. Men der var jeg jo også kraftigt inspireret af vores kreative udveksling. Det har været meget inspirerende med vores løbende dialog. Der er et dybt slægtsskab mellem den nye bog og filmen, selv om det egentlig var den gamle bog (I Kongens Navn, red.), der lå til grund for filmen."

Dette var faktisk blot et mindre udpluk af den givende aften, der fortsatte efter filmen, hvor Bo Lidegaard i over en halv time svarede på læsernes begavede spørgsmål.

Har debatten om sexisme taget overhånd?
 

KONTAKT OS