16. december 2018
De tunge træstolper blev rullet frem til stolpehullet. Foto: Hans Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

De tunge træstolper blev rullet frem til stolpehullet. Foto: Hans Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Video og billeder: Børne-trælle satte den første stolpe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Video og billeder: Børne-trælle satte den første stolpe
Vestegnen - 29. april 2017 kl. 11:07
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Arbejdet med en ny vikingevej -og bro mellem Taastrup og Albertslund er begyndt.

»Er der nogen, som fryser?«
Spurgte en af vikingerne ud over gruppen af trælle, som stod i mudder, regn og blæst. Nogle enkelte bekræftede, at de godt nok syntes det var køligt.

»Så er det fordi I ikke arbejder nok. Der er ingen anden varme end den I selv laver ved at arbejde,« var beskeden.

Det var 4.F fra Herstedøster Skole i Albertslund, der agerede trælle, da den første stolpe til en ny vikingebro i Store Vejleådalen mellem Taastrup og Albertslund fredag formiddag skulle sættes på plads.

Vikingebroen er en del af en ny vikingevej, der skal gå mellem Vikingelandsbyen i Albertslund og Kroppedal Museum i Taastrup. Der står ofte vand i Store Vejleådalen, og derfor er en bro nødvendig for at kunne gå tørskoet på den kommende vikingevej.

Ofrede en hårlok

Børne-trællene fra Albertslund blev samlet i salshuset i Vikingelandsbyen. Her fik de - iklædt vikingetøj - grundig information om, hvordan man levede i vikingetiden - og hvad deres opgaver var denne formiddag. Beskeden fra overviking Klaus Mynzberg, som er leder af Vikingelandsbyen i Albertslund, var blandt andet, at man skal være på god fod med guderne, når man skal bygge en vikingebro. Guderne vil så sørge for, at arbejdet går godt og sikkert.

»Har I nogle gaver til guderne,« ville overvikingen vide.

»Jeg har en mobiltelefon,« lød det spontane svar fra en af drengene.

Den gik ikke, og et forslag om et bundt nøgler var heller ikke sagen.

Til gengæld var Ethan parat til at ofre en lok af sit hår til guderne.

Også en pose med salt - som var en dyrebar ingrediens i vikingetiden - blev givet til guderne.

I vikingetiden ejede trællene ikke kongens mønt - i bogstaveligste forstand. Vikingelandsbyen har dog fået lov til ved særlige lejligheder at slå en mønt, og derfor kunne en kobbermønt også ofres til guderne.

Så gik turen til stedet, hvor den første stolpe i vikingebroen skulle sættes. Først skulle den cirka 200 kilo tunge træstolpe slæbes hen til hullet, som var gravet i forvejen. Nogle trælle forsøgte at flytte træstolpen med håndkraft - men den rokkede sig ikke.

Derfor foregik transporten med vikingernes teknik - så trællene fik besked om at tage om tovet, så de i fællesskab kunne trække stolpen på ruller frem til hullet.

»Tilsammen er vi stærke,« lød det fra overviking Klaus Mynzberg.

Derefter skulle trællene hejse stolpen op, så de voksne vikinger kunne sætte den på plads. Det tog nogle forsøg, før stolpen sad præcis som den skal.

Alle kan blive brobisser

Børnene fra Albertslund blev dermed de første, som har arbejdet med det unikke projekt, hvor vikingetiden bliver vakt til live på Vestegnen.

Det er det historiske værksted Vikingelandsbyen i Albertslund og det statsanerkendte kulturhistoriske museum Kroppedal i Taastrup, der er gået sammen om at sikre en kultur- og naturattraktion med bred folkelig appel på Vestegnen.

En cirka 700 meter lang vikingevej skal forbinde de to steder, og den 100 meter lange bro i Store Vejleådalen er en del af projektet. En bro, som i øvrigt er inspireret af Harald Blåtands svellebro i Ravn ved Vejle.

Der er tale om Danmarks hidtil største rekonstruktion af et vej- og broforløb fra vikingetiden.

Det er hele idéen bag projektet, at blandt andet broen skal bygges af skolebørn, borgere og frivillige på Vestegnen. I samarbejde med professionelle håndværkere kan børn og voksne blive »brobisser« og med vikingernes værktøj og teknikker selv udøve håndværk som for 1000 år siden. Kodeordet vil være autensitet: Gamle teknikker, rekonstrueret vikingeværktøj og sved på panden, når tømmer og materialer skal slæbes, vil være den fælles oplevelse for skolebørn og andre »brobisser«.

Da den første stolpe fredag blev sat på plads, var det startskuddet på tre års byggearbejde, og det forventes, at over 10.000 skolebørn skal være aktive medbyggere.

Vikingevejen er med andre ord et anderledes projekt, som udvikles og gennemføres i tæt samarbejde med Albertslund og Høje-Taastrup kommuner, skoler, frivillige, foreninger og institutioner på Vestegnen.

Når hele projektet står færdigt, vil der være en fast forbindelse mellem Vikingelandsbyen og Kroppedal Museum. Det vil være til glæde for borgere og besøgende, som vil opleve vikingerne, landskabet og naturen som én sammenhængende og varieret attraktion.

Vikingebro er støttet af Albertslund og Høje-Taastrup kommuner. Nordea-fonden har støttet med 10,9 millioner kroner, og også Friluftsrådet har ydet økonomisk støtte.

Man kan få meget mere information på www.vikingebro.dk - og her kan man også se, hvordan man kan blive »brobisse«.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk