

Se billedserie
Bliv luftet igennem i Vestegnens natur - og skab egne naturlige kunstværker.
Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at vinteren nu for alvor har sat ind. Nogen kan til tider føle sig helt omsluttet af mørket, der virkelig har taget over nu.
Måske føles denne vinter også særlig hård for mange, med de mange nødvendige restriktioner vi har måtte leve under.
Så når muligheden byder sig og der er tid til en tur i de lyse timer, er det bare med at komme af sted til et af Vestegnens utallige naturområder.
Det at komme ud og blive luftet godt igennem er god medicin for krop og sjæl, og så er det også rart at komme hjem i varmen igen efter at have været ude i kulden.
Tag godt med varmt tøj på, fyld termokanden op med din varme yndlingsdrik (vores er klart varm kakao) og gør turen til en lille hyggelig udflugt.
Imens I er ude i et af Vestegnens grønne områder, kan i lige så godt lave en hyggelig aktivitet.
Land-art kan laves på tusind forskellige måder, men overordnet handler det om at være kreativ og lave noget kunst i naturen ud af naturens egne materialer. Land-art er ikke noget der skal vare ved, men skal gå til grunde og forsvinde af sig selv inden for en kortere periode. Så længe det er der, kan det skabe glæde og undring hos andre gæster i områderne.
Eksempler på land-art kan være stenstabling, lervæsner på træerne eller flotte mønstre af blade, pinde, mos eller sten. Størrelsen og detaljegraden er fuldstændig op til jeres temperament og hvor meget tid og lyst I har til fordybelse.
Skulle vi være så heldige at sneen falder tykt og tungt, kan du lave sneskulpturer eller snelygter. Lav en bunke snebolde og byg en lille hule, hvor der kan stå et lys indeni. En snelygte i et snedækket landskab, giver et fantastisk lys i mørket.
Land-art kan dyrkes overalt i naturen og på alle årstider. Lærredet og naturens farver ændrer sig og giver fantasien nye muligheder.
Tag billeder af jeres land-art, så I kan gense kunstværkerne. Gå på opdagelse og find nye egnede steder til denne aktivitet. Bliver I fanget af jeres kreativitet, kan I med fordel planlægge større projekter og måske ligefrem lave en plan for hvor og hvordan I vil gribe det an, når I skal lave jeres kunstværk.
Husk at tage hensyn til både naturen og andre gæster i områderne, så undgå at blokere stier og lad være med at brække grene af træer og buske. Vi skal alle kunne være der og benytte naturen på den måde vi finder bedst.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her