17. december 2018
Politi og redningsvæsen rykkede ud, da en mand blev ramt af en bil og mistede livet på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk.
gallery icon

Se billedserie

Politi og redningsvæsen rykkede ud, da en mand blev ramt af en bil og mistede livet på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk.
Foto: Mathias øgendal/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: OPDATERET: Mistede livet på motorvejen: Sigtet mand løsladt i retten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OPDATERET: Mistede livet på motorvejen: Sigtet mand løsladt i retten
Opdateret 05. december 2018 kl. 15:54
Vestegnen - 05. december 2018 kl. 14:51
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Onsdag klokken 13.21 begyndte grundlovsforhøret af den 30-årige mand, som Vestegnens Politi sigtede for drab i forbindelse med en dødsulykke på Holbækmotorvejen i Vallensbæk sent tirsdag aften.

Dommeren besluttede, at der ikke er grundlag for en varetægtsfængsling, og den 30-årige mand kunne godt en time efter, meget lettet, forlade Retten i Glostrup.

Den 30-årige mand var sigtet for sent tirsdag aften, lige omkring klokken 23, at have skubbet den 29-årige mand ud på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk. Den 29-årige mistede livet på stedet.

Den 30-årige mand nægter sig skyldig i alle anklager.

Efter den 30-årige havde forklaret sig i retten, afviste dommeren, at der skulle være begrundet mistanke om enten drab eller grov vold med døden til følge. Der er måske tale om uagtsomt manddrab, men der er ikke grundlag for varetægtsfængsling, bestemte dommeren.

Anklagemyndigheden havde begæret lukkede døre til grundlovsforhøret i Retten i Glostrup, af hensyn til efterforskningen og mulig påvirkning af vidner. Det afviste dommeren. Der er dog nedlagt navneforbud for både den 30-årige og den dræbte 29-årige mand.

Det fremgik i grundlovsforhøret, at den 29-årige og den 30-årige mand, der var gode kammerater både på og uden for arbejdet, havde været sammen på et værtshus i Taastrup. Derefter havde de besøgt den 30-åriges svigermor i Taastrup, og var vendt tilbage til værtshuset. De blev godt berusede og besluttede at køre hjem og sove hos den 30-årige, hvorefter de fik fat i en taxa.

Undervejs opstod der diskussion med taxachaufføren om prisen, og det endte med, at de to mænd blev sat af på motorvejen. Vestegnens Politi fik meldinger om, at der gik personer på motorvejen, og en patrulje kørte ud og fik kontakt til de to mænd. Politiet kørte dem til et nærliggende stisystem og formanede dem om, at de ikke måtte gå på motorvejen.

De to mænd gik dog tilbage til Holbækmotorvejen ved Vallensbæk, fordi de ville forsøge at stoppe en bil, så de kunne komme hjem. Den 30-årige havde en lygte, som han viftede med i et forsøg på at få en bil til at stoppe. Alle kørte dog forbi, forklarede han i retten.

Den 30-årige fortalte i retten, at han havde hevet den 29-årige ind, fordi han stod for langt ude på motorvejen. Det forsøgte han også lidt senere, men nåede det ikke, inden en varebil ramte den 29-årige - som efterfølgende blev ramt af flere biler.

Ifølge den 30-årige gik han »i sort« og han kan ikke huske noget om, hvad der skete efter ulykken.

Anklageren fra Vestegnens Politi oplyste, at den 30-årige cirka kl. 23.15 blev fundet i et grønt område af en hundepatrulje.

Et vidne har til politiet fortalt, at den 30-årige helt bevidst skubbede til den 29-årige, så han kom ud på motorvejen, men det afviste den 30-årige fuldstændig.

Under grundlovsforhøret afviste den 30-årige pure, at han var blevet uvenner med den 29-årige, og at han havde skubbet til den 29-årige.

- Jeg forstår det ikke, lød den 30-åriges afsluttende bemærkning, inden han brød grædende sammen.

Anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi ønskede at få den 30-årige varetægtsfængslet frem til 19. december, men det afviste dommeren.

Dommeren mente, at der kunne være mistanke om, at den 30-årige havde skubbet den 29-årige kammerat ud på motorvejen, men ikke for at slå ham ihjel.

- Jeg finder ikke noget som helst grundlag for, at du skulle have gjort det her med vilje, sagde dommeren. Som heller ikke mente, at den 30-årige kunne påvirke vidner eller hindre politiets efterforskning.

Den 30-årige kunne derfor forlade retten på fri fod.

Vestegnens Politi oplyser, at man nu efterforsker videre for at klarlægge sagens nærmere omstændigheder og opretholder indtil videre sigtelsen mod den 30-årige mand.

I forbindelse med den fortsatte efterforskning efterlyser Vestegnens Politi vidner blandt trafikanter på Holbækmotorvejen tirsdag aften.

Påkørslen skete i Holbækmotorvejens vestgående kørebaner ved Vallensbæk lige før motorvejen deler sig mod henholdsvis Roskilde (vest) og Ishøj (syd) nær Vallensbæk Sø (vandski-søen) og Store Vejleå.

Vestegnens Politi søger vidner, som har set personer gå eller opholde sig på Holbækmotorvejen i området ved Vallensbæk tirsdag aften mellem ca. kl. 21.30 og 23.

Har man oplysninger, kan man kontakte Vestegnens Politi døgnet rundt på telefon 43861448 eller 114.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk