20. oktober 2020
Byggeriet af Nyt Hospital Hvidovre er blevet stærkt forsinket.
gallery icon

Se billedserie

Byggeriet af Nyt Hospital Hvidovre er blevet stærkt forsinket.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt Hospital Hvidovre: Forsinkelser og besparelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt Hospital Hvidovre: Forsinkelser og besparelser
Vestegnen - 15. oktober 2020 kl. 06:47
Af Peter Erlitz

På en februardag i 2017 tog formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen det første spadestik til milliardprojektet Nyt Hospital Hvidovre. Planerne var store og smilene var brede. I løbet af dette efterår skulle patienterne på Hvidovre Hospital opleve lækre nye eller helt moderniserede sengestuer.

I dag er der sket markante ændringer. Det var planen, at Nyt Hospital Hvidovre skulle være taget i brug her i løbet af i år. Lige nu er det forventningen, at det først vil ske i efteråret 2022 - men det er usikkert, om det kan holde.

Samtidig har det været nødvendigt at gennemføre besparelser, for at kunne holde sig inden for den samlede økonomiske ramme på cirka 1,7 milliarder kroner. Det betyder blandt andet, at en række patientstuer i det eksisterende Hvidovre Hospital ikke vil blive renoveret som forventet.

Konkurs og Covid-19

Projektet Nyt Hospital Hvidovre rummer dels en stor udvidelse, dels en renovering og fornyelse af det nuværende hospital.

Der er flere årsager til, at tidsplanen er skredet.

En af dem er, at facadeentreprenøren på det nye byggeri gik konkurs i januar 2020. Det betød en forsinkelse, blandt andet fordi der skulle foretages nyt udbud og indgås nye kontrakter.

Nyt Hvidovre Hospital
  • Den nye hospitalsbygning er på 32.000 kvadratmeter. Dertil kommer en kælder på godt 11.000 kvadratmeter.
  • Der bygges 240 nye patientværelser.
  • Den nye bygning skal rumme en ny fælles akutmodtagelse, en ny hovedindgang til Hvidovre Hospital, en ny børne- og ungeafdeling, et nyt barselsafsnit tæt integreret med et nyt afsnit til for tidligt fødte børn og en ny hjerteafdeling.
  • Det samlede projekt omfatter også mere dagslys i ambulatorieetagen, ombygning af de fleste nuværende sengeafsnit, nye patientmodtagelser, de fleste 4-sengsstuer omdannes til ensengsstuer, nye tagterrasser til patienterne og bedre hjælp til at finde vej.
  • Det nye byggeri forventes nu færdigt i efteråret 2022.
  • Nyt Hvidovre Hospital har et samlet budget på cirka 1,7 milliarder kroner, finansieret af Statens Kvalitetsfond og Region Hovedstaden.

En anden årsag er, at Covid-19 i foråret ramte landet, og her spillede Hvidovre Hospital en nøglerolle i behandlingen af patienter. Det betød blandt andet, at dele af byggepladsen blev indrettet som modtagecenter for akutte patienter, med de konsekvenser, det fik for byggeriet og for hele organisationen bag projektet Nyt Hospital Hvidovre. Det midlertidige Covid-19-nødberedskab blev indrettet i det, som bliver den kommende ambulancehal ved akutmodtagelsen.

Økonomien er også udfordret, og man skal ganske enkelt holde sig inden for rammen. Derfor har det været nødvendigt at finde besparelser i projektet.

Det var planen, at alle sengestuer i det eksisterende Hvidovre Hospital skulle moderniseres og ombygges til én-sengs stuer. En lang række af de "gamle" sengestuer er allerede ombygget, men den sidste etape af ombygningen spares nu væk. Det betyder, at knapt 50 sengestuer ikke bliver ombygget, som det ellers var planlagt. Stuerne er dog fuldt funktionsdygtige, men får ikke det løft, som de andre "gamle" sengestuer har fået - hvilket vil have indflydelse på patientoplevelsen. Det er dog fortsat planen, at de "gamle" sengestuer udelukkende skal anvendes til én- eller to-sengsstuer, når hele projektet er færdigt.

Med besparelsen på de eksisterende sengestuer er det muligt at fastholde antallet af sengestuer i den nye bygning på de planlagte 240.

En kompleks opgave

Det er Statens Kvalitetsfond og Region Hovedstaden, der finansierer Nyt Hospital Hvidovre, og begge steder følges projektet tæt.

Det gør man naturligvis også på Hvidovre Hospital.

- Det er en kompleks opgave at bygge et hospital, og det har vi vidst fra starten. Derfor er det forventeligt, at vi må foretage justeringer og ændringer hen ad vejen. Forskydninger i tidsplaner er ikke usædvanlige for større byggerier. Vi er hele tiden i tæt dialog med byggeorganisationen, og vi planlægger vores indflytning og ibrugtagning ud fra forholdene, som de udvikler sig. Vi har tillid til, at Center for Ejendomme, som varetager byggeriet, gør det nødvendige og finder de rigtige løsninger, skriver hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv i en kommentar.

Kunne du godt tænke dig at arbejde mere hjemmefra?