16. december 2017
Stephanie Sahlgren på 25 år er korpsdanser i Den Kongelige Ballet. I en programrække på DR 3 har man kunne følge livet i den Kongelige Ballet. Foto: DR Ung
gallery icon

Se billedserie

Stephanie Sahlgren på 25 år er korpsdanser i Den Kongelige Ballet. I en programrække på DR 3 har man kunne følge livet i den Kongelige Ballet. Foto: DR Ung
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Man går nok ikke i hættetrøje og mavebluser på Det Kongelige Teater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man går nok ikke i hættetrøje og mavebluser på Det Kongelige Teater
Vestegnen - 29. september 2017 kl. 16:23
Af Kasper Ellesøe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De er begge fra Ishøj, de har en tvillingebror, og så er de kongelige balletdansere på Det Kongelige Teater.

Andreas Kaas på 24 år og Stephanie Sahlgren på 25 år lever hver dag i balletmiljøet, der ifølge dem selv er hårdt og præget af konkurrence mellem balletdanserne, og så kan man opleve dem i fjernsynet i DR3-serien »I Forreste Række« i et program, der går tæt på et liv med store omkostninger og en kamp for at få de store roller. Her følger man seks balletdansere, og to af dem er fra Ishøj.

Forskellen mellem livet på Det Kongelige Teater og på Vestegnen er stor, fortæller de to og erkender, at det måske ikke lige er Ishøj, de fleste balletdansere kommer fra.

»Man skal nok justere lidt ind, når man tager fra Ishøj og ind til København. Man går ikke rundt og siger »Årh, jeg har fråderen på.« Der er nok lidt med ordvalget inde på Det Kongelige Teater. I Ishøj er der lidt mere frihed til at være sig selv. På teatret går man nok ikke i hættetrøje og mavebluser, som man gør på Vestegnen,« siger hun.

Også Andreas Kaas forsøger at forklare forskellen.

»Min Tvillingebror har gået på en folkeskole i Ishøj, mens jeg har gået på skole på teatret. Han har hængt ud med Ishøj-vennerne, og jeg har nogle gange været med. Der har man virkelig kunne se en forskel. Det er to forskellige liv,« siger han, mens Stephanie Sahlgren også fortæller om sammenligningen med sin bror.

»Det er meget sjovt, at man kan sammenligne sit liv med en på sin egen alder, som vi kan med vores bror. Han har lavet nogle helt andre ting, end jeg har. Men man kan også se, at selvom man har levet i en lidt isoleret og struktureret verden på teatret, så er noget af det, man har gjort, meget almindeligt.«

Fulgtes i toget

Når man som barn bliver en del af den kongelige ballet, går man også i skole på balletskolen, så der er både dansk og matematik og dans på skemaet.

De to Ishøj-balletdansere har i mange år fulgtes ad i S-toget fra Ishøj og har opbygget et tæt venskab.

»Min mor så på telefonlisten fra skolen inde på teatret, og der så hun, at der var en anden fra Ishøj. Så mødtes vores familier, og lige siden har vi fulgtes ad med toget hver morgen. Det har været fedt efter en lang dag at kunne følges ad,« siger Andreas Kaas, der er solist i den kongelige ballet.

Når dagene på teatret har været slut har de begge nydt at kunne tage hjem til Ishøj.

»Det har været fedt at kunne komme hjem til Ishøj. De andre på teateret forstår ikke, hvordan jeg som balletdanser kan komme fra Ishøj, så det har været lidt svært at blive accepteret på teateret, fordi jeg kommer fra Ishøj. Derfor giver det et totalt frirum derhjemme. Der er der ingen, der dømmer dig, folk er mere åbne, og de accepterer det, når man siger, at man går til Ballet,« fortæller Stephanie Sahlgren, som også sætter pris på traditionerne fra Vestegnen.

»Jeg har det stadig bedre i en hættetrøje end i ballettøj,« siger hun.

Nemt at være i Ishøj

Begge to fortæller, at de elsker programmet »Prinsesserne fra Blokken«, hvor man følger piger fra Vestegnens liv. Det liv kan Stephanie Sahlgren, der er korpsdanser i Den Kongelige Ballet, godt identificere sig med.

»Jeg havde siddet sådan, hvis jeg ikke var på teatret. Selvom det er meget stereotypt, så kan jeg se meget af dem i mig selv. Var jeg ikke kommet her ind, var jeg nok endt som dem,« siger hun, mens hendes kammerat supplerer.

»Nej, du er nok ikke den typiske ballerina,« siger han og fortæller om sit syn på Vestegns-livet.

»Det er nemt at være i Ishøj, det er hjemme. Der er en lækker rolig stemning, og det er slet ikke, hvad folk tror, det er. Det er meget modsat af København, hvor der er en masse stress,« siger han.

»Min bror snorksov«

Men hvordan får man egentlig en interesse for ballet, når man kommer fra Vestegnen?

»Jeg blev hevet med ind og se en børneballet af min farmor sammen med min bror. Jeg blev fanget med det samme, mens min bror sad og snorksov ved siden af,« fortæller Andreas Kaas, mens Stephanie Sahlgren fortæller, hvordan hun kom ind i balletverdenen.

»Jeg gik til gymnastik, da jeg var lille, men en dag så jeg ballet i tv, og så sagde jeg til min mor, at det vil jeg også. Hun sagde »ja, ja, den er god med dig. Lad os lige se, om du også vil det om et år, så kan du få lov.« Det ville jeg, og sådan begyndte det.«

Fordomme fra vennerne i Ishøj har ikke været noget problem for de to.

»Hver gang jeg har sagt, at jeg går til ballet, har jeg aldrig mødt noget dårligt ved det. Folk har været åbne og sagt, at det var fedt. De har spurgt ind til det og været interesseret,« siger Andreas Kaas, og Stephanie Sahlgren er enig.

»At gå til ballet blev gjort til noget positivt. Det er så specielt, at vennerne har syntes, det var ret sejt. De har støttet, og det har givet meget respekt,« siger hun.

Kammerat og konkurrent

Livet på teatret er præget af stor konkurrence, og alle har ambitioner om at nå til tops. Det er også det, programmet »I Forreste Række« handler om.

»Man kæmper for sin drøm og har et mål. Der er et stærkt fællesskab, men også en stor konkurrence. Ens klassekammerater er konkurrenter. Folk sætter sig selv først, og nogle gange glemmer man, at alle på teatret vil det samme. De er ikke ude på at slå dig ihjel, selvom du får en albue i siden en gang imellem, og det er svært ikke at mærke den albue. Men så må man snakke om det og håbe, at der ikke kommer en albue mere. Vi er vokset op med det pres,« siger Stephanie Sahlgren.

»Vi er nok lavet af et særlig stof og er lidt hardcore. Man bliver siet fra, hvis man ikke har psyken. Livet her på teatret bliver en del af en. Der er så mange traditioner, og man kommer herind fra man er otte, ni eller ti år, så man får det vildeste ansvar i en tidlig alder. Men man bliver også vant til at have et ansvar,« siger Andreas Kaas.

Syvende og sidste afsnit af »I Forreste Række« rullede over skæmen på DR 3 onsdag i denne uge. Man kan se afsnittene på www.dr.dk/tv

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk