

Se billedserie
En stuelejlighed på Vejlebrovej 158 i Ishøj blev natten til tirsdag raseret af en kraftig brand.
De to personer, som var i lejligheden, fik reddet sig ud.
Ingen personer er kommet til skade. De to personer, der var i lejligheden, og en person i en lejlighed oven på, blev dog kørt på hospitalet til observation for røgforgiftning, oplyser Vestegnens Politi.
Anmeldelsen kom klokken 00.35. Beredskab 4K sendte en større udrykning af sted fra stationerne i Greve og Taastrup. Desuden rykkede Vestegnens Politi, flere ambulancer og akutlæge til stedet.
Ilden udviklede sig ret hurtigt, og da beredskabet kom frem, stod lejligheden i flammer, og der var en kraftig røgudvikling. Beboere i opgangen måtte kortvarigt evakueres, men brandfolkene fik relativ hurtigt branden under kontrol og slukket.
Stuelejligheden er dog udbrændt, oplyser Vestegnens Politi tirsdag morgen.
Vagtchef hos Vestegnens Politi, Brian Holm fortæller tirsdag morgen, at branden er opstået i køkkenet ved et køleskab, men at den præcise brandårsag nu skal undersøges nærmere.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her