
Et slagsmål fredag i Albertslund, hvor der blandt andet blev brugt kniv, har lørdag formiddag ført til, at en 30-årig mand er blevet varetægtsfængslet.
Anklagemyndigheden fremstillede ham i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, og dommeren bestemte, at han skal varetægtsfængsles foreløbig frem til 18. december.
Den 30-årige mand er mistænkt for, i forening med flere andre, at have overfaldet to mænd på et værksted på Rydagervej i Albertslund. Den ene blev udsat for et knivstik i låret, den anden for slag og spark på kroppen. Sigtelsen mod den 30-årige gik dermed på både grov vold og såkaldt "almindelig" vold.
Den 30-årige mand, der blev anholdt i området kort efter politiet kom frem, nægter sig skyldig.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen hos Vestegnens Politi. Derfor kendes de nærmere omstændigheder og manden forklaring ikke.
Vestegnens Politi fik anmeldelsen om slagsmålet fredag klokken 12.17. Da politiet kom frem, var alle involverede bortset fra den sårede mand, forsvundet fra stedet. Den sårede mand var ikke blevet alvorligt kvæstet, oplyste politiet fredag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her