11. august 2020
Selve Bjerget, hvor modellen af Solen er placeret, bliver også brugt til både kælkebakke om vinteren og en stejl stigning ved løbetræning. Men så er der også en god udsigt deroppefra. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Selve Bjerget, hvor modellen af Solen er placeret, bliver også brugt til både kælkebakke om vinteren og en stejl stigning ved løbetræning. Men så er der også en god udsigt deroppefra. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Inspiration til en sommertur: Planeter med udsigt til naturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Inspiration til en sommertur: Planeter med udsigt til naturen
Vestegnen - 04. juli 2020 kl. 06:57
Af Lisbeth Jansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I Kystagerparken i Hvidovre ud mod Kalveboderne ligger en perle af en oplevelse. Her finder man nemlig Planetstien, der et oplagt udflugtsmål, hvis man vil kombinere lidt let astronomisk lærdom med god udsigt, hygge og motion på cykel eller til fods.

Fuglefløjt blander sig med løbende skolebørn, der triumferende tonser op ad bakke med sved på panden og sejrsråb og klatrer op på den ventende metalmodel af Solen. Få hundrede meter derfra suser linje A væk fra Åmarken Station, og i modsat retning på Kalvebodbroerne over Skrædderholmen piler en myretue af last- og personbiler af sted.

Der er en flot og varieret udsigt på toppen af Bjerget, som ligger i Kystagerparken. Herfra ser man både vindmøller ud for Avedøreværket, vuggende både ved Hvidovre Bådelaugs anløbsbro, parkens høje græs og de bugtende stiers muligheder.

Og så er det lidt skægt at tænke på, at Bjerget i sig selv er dannet af jord fra byggerierne af Carlsberg og Hvidovre Hospital.

Midt på Bjerget står Solen - eller en model af den, lavet i størrelsesforhold 1:1.000.000.000 (læs: en til en milliard).

Modellen er fin i sig selv, men markerer også det nordlige startsted for Planetstien i Hvidovre. Hvis man tager ud på hele ruten og har dværgplaneten Pluto som mål, er det en seks kilometers strækning. Modellen af Pluto står nemlig i Mågeparken, og inden da har man fra Solen på Bjerget passeret både Lodsparken og Strandengen.

Ved de enkelte planeter finder man opslagstavler med fakta, så man også kan lære mere om solsystemet.

Lige til en cykeltur

Netop længden på de seks kilometer og de mange muligheder for stop undervejs pga. planeterne samt bænke langs den naturnære sti gør Planetstien oplagt til en cykeltur for børnefamilier henover sommeren. Således er Planetstien også én af de cykelruter, der figurerer på et nyligt udgivet cykelkort med forslag til konkrete ruter i Hvidovre Kommune.

Kortet er et af de nyeste led i Hvidovre Kommunes projekt ved navn Cykelby Hvidovre, der de sidste par år har arbejdet på at gøre cyklen til et naturligt valg i folks hverdag, så man på sigt får en sundere by med mindre trængsel og støj.

Det falder i tråd med den gældende sundheds- og forebyggelsespolitik i Hvidovre, hvor man blandt andet arbejder på at gøre opmærksom på de muligheder for bevægelse, som findes i byrummet og naturen samt i kommunale institutioner.

Om Planetstien i Hvidovre
  • Planetstien i Hvidovre blev opført i 2001. Her finder man bronzefigurer af alle planeter fra vores solsystem samt dværgplaneten Pluto.
  • Bag stien står en tidligere 9. klasse fra Frydenhøjskolen i Hvidovre, der dengang arbejdede sammen med Hvidovre Kommunes skole- og ungdomsvejledning og Københavns Tekniske Skole, Drejervej.
  • Opslagstavlerne i forbindelse med stien er udarbejdet med hjælp fra Tycho Brahe Planetariet i København og er opdateret i 2005.
  • Planetstien er ca. 6 km. lang fra Solen til Pluto.
  • Kystagerparken er vildtreservat og er et EU-fuglebeskyttelsesområde, som blev fredet i 1994.
  • Græsset bliver ikke slået i parken, og det er med til at skabe et rigt dyreliv.
  • Hvidovre Kommunes nye cykelkort, hvor Planetstien udgør én af ruterne, vil blive tilgængelig på kommunens biblioteker.
  • Læs mere på hjemmesiden: www.hvidovre.dk/groenne-omraader

Nogle af dem, der arbejder på Cykelby Hvidovre er sundhedskonsulent Thor Storgaard og kommunikations- og udviklingskonsulent Morten Skinnes, begge ansat i kommunen.

- Med projektet arbejder vi på at tænke cykling ind i mange sammenhænge. Kystagerparken er med på et cykelkort, vi netop har udgivet, fortæller Thor Storgaard.

- Vi har et særligt fokus på børnefamilierne, for starter du som helt lille barn med at have gode cykelvaner, så fortsætter de vaner som regel livet ud. Og hvis børnene cykler og synes det er sjovt, så er forældrene med på cykelture, siger Morten Skinnes.

De første tre år af projektet har de med Cykelby Hvidovre fokuseret på cykelparkering ved institutioner og skoler, at synliggøre cykelstier og cykeltilbud, at gøre Hvidovre Kommune til en cykelvenlig arbejdsplads og på cykelleg i de mindste børns institutioner.

Men håbet er, at man fremadrettet også kan samarbejde med eksempelvis foreningslivet for at understøtte de gode cykelvaner.

Morten Skinnes og Thor Storgaard peger på, at strækningen fra Solen på Bjerget til Pluto er en "fornuftig cykeltur for børnefamilier", men faktisk også en god løberute for motionister eller en trilletur med barnevogn.

Der er også andre fordele ved at tage ud på Planetstien i Kystagerparken.

- Det gode ved Kystagerparken er, at den ligger ud til et indelukket, roligt farvand. Det giver i alt fald mig ro, når jeg er her. Og så er der et hyggeligt havneliv tæt på med sejl- og roklubber i nærheden og Hvidovre Strand, siger Thor Storgaard.

- I forhold til at lokke børnene med ud i naturen, er planeterne gode. Så kan forældrene sige: Der er planeter, og de er ret seje. Det kan være krogen til at få ungerne med på turen, siger Morten Skinnes.

Derudover er der også et rigt dyreliv - for Kystagerparken er blandt andet fredet, så fuglelivet har gode vilkår i området.

Leo og mor på tur

En af dem, der nyder omgivelserne og tumler rundt på den for ham ekstra høje forhindring Bjerget, er toårige Leo, der er med sin mor ude at gå en tur.

Med sin egen barnestemme, der taler med halvtydelige ord, som hans mor oversætter, fortæller han glad og uden omsvøb, at han både har set en traktor og en skraldebil på gåturen i parken.

- Vi er tit ude at gå på stien her. Og det er sjovt at løbe op og ned ad bakken, og vi øver os på ikke at falde ned. Der er jo også udsigten til s-togene, fortæller Leos mor, Bodil Helbech Kleist, der har blik for, hvad der er særligt interessant for sønnen.

Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?