20. september 2021
Danny Nielsen er født og opvokset i Hvidovre og synes det er en dejlig by med en god beliggenhed. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Danny Nielsen er født og opvokset i Hvidovre og synes det er en dejlig by med en god beliggenhed. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Folkeskolen var ikke Dannys kop te - men det er livet som fiskehandler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folkeskolen var ikke Dannys kop te - men det er livet som fiskehandler
Vestegnen - 31. august 2021 kl. 18:15
Af Pernille Rohde

At Danny Nielsen 24 år gammel skulle være indehaver af to fiskehandler, var der ingen, der havde regnet med. Heller ikke ham selv.

Skolegangen på Dansborgskolen og Præstemoseskolen i hjembyen Hvidovre var ikke nogen succes.

- Det var ikke lige mig at gå i skole. Jeg havde krudt i røven, og kunne ikke sidde stille. Jeg havde nok også lidt svært ved at indordne mig, siger Danny.

Det var dog ikke dovenskab, der gjorde det svært for ham i skolen.

- Da jeg gik i 7. klasse fik jeg et job som opvasker i en fiskehandler i Torvehallerne i København og der blev jeg meget glad for at være. Min onkel der er slagter, havde skaffet mig jobbet, og når jeg var der, kunne jeg virkelig mærke, hvor træt jeg var af at gå i skole, siger Danny.

Den hårde indsats han lagde i jobbet gjorde, at han blev tilbudt en læreplads hos fiskehandleren HAV i Torvehallerne. Og her begyndte Danny at blomstre op.

- Jeg startede med at arbejde et halvt år i forretningen og så kom jeg på Fiskeriskolen i Thyborøn, fortæller Danny, som fik undervisning på Fiskeriskolen en gang årligt, mens han var i lære.

- I Thyborøn tog vi på fiskeauktion hver morgen og om eftermiddagen lærte vi at filetere fisk og derefter at tilberede og anrette. Der var også en lille salgsafdeling, hvor vi havde kundekontakt. Jeg lærte rigtig meget der, fortæller Danny Nielsen.

Brug for matematik

Undervejs i sin uddannelse mærkede Danny, at han manglede skolekundskaber.

- Jeg kunne hverken engelsk eller matematik og det var jo et problem. Men det gjorde mig motiveret for at lære det. Og det gjorde jeg så på den praktiske måde, siger Danny.

Og særligt matematikken har han fået brug for. I 2019 købte han Kildegårds Fiskehal i Hellerup.

- Jeg havde sparet op i mange år, men for at købe forretningen måtte jeg investere alt hvad jeg havde. Jeg var lidt presset, fortæller Danny.

Men det lykkedes og fiskehandlen, som er 100 år gammel, er blomstret op med Danny ved roret.

Delte flyers ud

- Da vi overtog butikken, var den kørt helt i sænk, men vi har gjort et stort arbejde for at få flere kunder i butikken. Jeg har fx fået hjælp af hele min familie til at gå og dele flyers ud. Og så har vi sørget for at have et meget stort udvalg af fisk og skaldyr samt convenience-retter, som er lette at gå til, fortæller Danny.

Lige nu knokler Danny Nielsen endnu mere end normalt, for han har købt endnu en fiskehandel, Centrum Fisk i Rødovre Centrum. Den åbner den 1. september og Danny holder fast i det, der fungerer i forretningen, men vil indføre et meget større udvalg af fisk.

- Der skal være en masse spændende fisk at vælge imellem, men også et godt udvalg af skaldyr, siger han.

Medarbejderne i Centrum Fisk fortsætter under Dannys ledelse, men han har også måttet finde nye medarbejdere og det er ikke let.

- Det er en lille branche og svært at finde folk, men jeg har fundet nogle dygtige mennesker, siger Danny, som nu er oppe på at have 19 ansatte og med Rødovre-butikken kommer han op på en betydelig omsætning.

- Der er på nuværende tidspunkt fire gange så mange kunder i butikken i Rødovre som i Hellerup, og når vi åbner butikken, bliver det en helt anden oplevelse for kunderne end det har været hidtil, siger Danny Nielsen.

På auktion hver morgen

Danny står selv for indkøb af fisk.

- Hver morgen handler jeg på Københavns Fiskeauktion, men jeg får også varer leveret fra Hirtshals og Thyborøn. Jeg synes det er dejligt selv at kunne plukke de fisk ud, jeg sælger. Jeg går meget op i, at det hele skal være i orden, siger Danny.

Hvidovre er en dejlig by

Selvom arbejdstiden bliver brugt i Hellerup og Rødovre, foregår hjemmelivet stadig i Hvidovre. Her bor Danny sammen med sin kone Cecilie og deres børn Mickey på fire år og Elina på et år. Det travle liv han lever, stiller også krav til Cecilie.

- Hun støtter mig alt det hun kan, og det er jeg meget glad for, siger han. Og familien er glad for at bo i Hvidovre.

- Det er en dejlig by, fordi man er tæt på det hele. Og så har vi vores familier her, siger Danny.

Når familien skal have aftensmad, er det ofte fisk der står på menuen.

- Vi spiser i hvert fald fisk et par gange om ugen. Men man skal jo også have noget andet ind imellem. Hvis man arbejdede på McDonalds ville man jo heller ikke spise deres mad hver dag, smiler Danny.

- Min livret er skaldyr. Jeg elsker hummere og krabbeklør. Men pighvar og søtunge er også rigtig godt, slutter han.

Synes du, at kommunen er der for dig?