1. marts 2021
Borgergruppen Allingvej og de øvrige beboere kan se frem til en grønnere vej. Fra venstre er det Mogens Jørgensen, Gert Krogsted-Nielsen, Jette Colberg, Svend Sørensen og Leif Mejlgren. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Borgergruppen Allingvej og de øvrige beboere kan se frem til en grønnere vej. Fra venstre er det Mogens Jørgensen, Gert Krogsted-Nielsen, Jette Colberg, Svend Sørensen og Leif Mejlgren. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Der var bump på vejen: Ildsjæle bag en mere grøn vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var bump på vejen: Ildsjæle bag en mere grøn vej
Vestegnen - 23. januar 2021 kl. 06:31
Af Peter Erlitz

Borgergruppe ved Allingvej har som naboer til både motorvej og jernbane kæmpet for en grønnere vej. Nu er træer og buske plantet.

De aktive folk i Borgergruppen Allingvej giver ikke sådan op. Derfor er der nu plantet 12 træer, to buske og sået et kilo blomsterfrø på nordsiden af Allingvej i Hvidovre.

Træerne er fuglekirsebær, som blomstrer flot i forsommeren, mens buskene er kejserbuske, der blomstrer om vinteren.

Der har dog været en del bump på vejen, før Hvidovre-firmaet Grøn Entreprise i sidste uge kunne sætte træer og buske i jorden.

Det hele startede for en del år siden.

Allingvej løber mellem Avedøre Havnevej og Hvidovrevej, langs nordsiden af Holbækmotorvejen.

Artiklen fortsætter under billedet

I mange år var der en stribe skov mellem sydsiden af Allingvej og Holbækmotorvejen. Den forsvandt, da den nye jernbane blev anlagt. I stedet blev der opsat en høj, sort støjskærm mellem jernbanen og Allingvej. Godt nok er der plantet en lille hæk, som aktuelt »gemmer« sig bag et autoværn, men det varer mange år, før den kan give et grønt udtryk.

Borgergruppen Allingvej ville gerne have nogle træer tilbage, så man søgte penge fra Hvidovre Kommunes grøn by-pulje, der skal støtte gode idéer og initiativer, som gavner klima og miljø.

Borgergruppen fik bevilget 60.000 kroner til projektet for »En grønnere Allingvej«.

Så kom det første bump. Banedanmark sagde nej til træer nærmere end seks meter fra jernbanen - og Hvidovre Kommune stillede krav om, at træerne ikke måtte plantes nærmere end én meter fra cykelstien. Der var simpelthen ikke plads til træer på den sydlige side af Allingvej, og projektet blev så »flyttet« til nordsiden.

Alt var i skønneste orden, og nu skulle pengene udbetales af kommunen, så anlægsgartneren kunne blive betalt. Så fulgte endnu et bump på vejen.

Hverken Hvidovre eller andre kommuner må udbetale penge til enkeltpersoner - det siger finansministeriets regler - så der blev krævet en forening og et CVR-nummer med tilhørende konto. Ikke noget, som folkene i Borgergruppen Alling kunne opfylde. Godt nok kunne de hurtigt oprette et CVR-nummer, men det var værre med at få oprettet en bankkonto.

I banken krævede man, at der skulle være tale om en forening inklusive en bestyrelse, at man kunne fremlægge referater fra de seneste generalforsamlinger - og så ville det i øvrigt lige koste 5.000 kroner at få oprettet en erhvervskonto. Krav, som medlemmerne i borgergruppen ikke kunne honorere.

Artiklen fortsætter under billedet

Borgergruppen vendte tilbage til Hvidovre Kommune, og her fandt man en smidig løsning.

Alt endte med andre ord godt og grønt.

Og dermed kunne ildsjælene på en kold januardag med regn og rusk overvære, at Grøn Entreprise plantede træer og buske.

Borgergruppen Allingvej fortsætter dog arbejdet for at forbedre miljøet for de mange beboere i kvarteret ved Allingvej.

Borgergruppen har i årevis kæmpet for at få dæmpet trafikstøjen fra Holbækmotorvejen, og det er delvist lykkedes med opsætning af en støjskærm mod motorvejen, ligesom man har taget initiativ til forsøget om en fartreduktion på Holbækmotorvejen gennem Hvidovre.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?