Den 1. oktober tiltræder Nikolas Lyhne-Knudsen som CEO i Danske Spil A/S, der har hovedsæde på Korsdalsvej i Brøndby. Han kommer fra en stilling som direktør for Økonomi, Teknologi og Medieproduktion og er en del af direktionen i DR.
Nikolas Lyhne-Knudsen har udover erfaring fra DR en fortid i staten, herunder en længere årrække i Finansministeriet. Han overtager stafetten fra tidligere CEO for Danske Spil A/S Susanne Mørch Koch.
Bestyrelsesformand Peter Christensen siger:
- Jeg er glad for på vegne af en samlet bestyrelse at kunne byde Nikolas Lyhne-Knudsen velkommen i Danske Spil som ny CEO. Danske Spil er en moderne og digital virksomhed, der har formået at balancere den svære opgave at sikre det økonomiske fundament under Danmarks foreningsliv og bidrage til et balanceret og ansvarligt spillemarked i Danmark, siger bestyrelsesformanden og fortsætter:
- Nikolas Lyhne-Knudsen har de rette kompetencer og personlige egenskaber til at fortsætte denne vigtige samfundsopgave og lægge stenene for fremtidens Danske Spil.
Selv ser Nikolas Lyhne-Knudsen frem til at komme i arbejdstøjet:
- Jeg er utrolig stolt over at blive en del af en historisk virksomhed, der i mere end 70 år har været til glæde og gavn for hele Danmark. Sammen med resten af holdet i Danske Spil ser jeg frem til fortsat at sikre det økonomiske fundament under de foreninger og mere end 1.300 initiativer inden for blandt andet kulturliv, sport, sundhed og beskyttelse af miljø og klima, der hvert år gennem udlodningsmidlerne får gavn af over 1 milliarder kroner fra Danske Spils lotterier.
Nikolas Lyhne-Knudsen tiltræder stillingen som CEO for Danske Spil den 1. oktober.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her