15. december 2019
DSB har nu givet svar på ændringerne af S-togs betjeningen på Friheden, Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre stationer.
DSB har nu givet svar på ændringerne af S-togs betjeningen på Friheden, Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre stationer.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DSB om S-togs forringelser: Samlet set den bedste løsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DSB om S-togs forringelser: Samlet set den bedste løsning
Opdateret 02. februar 2019 kl. 09:50
Vestegnen - 02. februar 2019 kl. 09:47
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Selv om flere Vestegns-borgmestre raser, og et politisk flertal i Folketinget har opfordret til at rulle ændringerne tilbage, så fastholder DSB de forringelser, der er sket i S-togs betjeningen på Friheden Station, Brøndbyøster Station, Rødovre Station og Hvidovre Station.

arrow Læs også: S-togs forringelser: Minister tvivler på flertal

Det fremgår af et notat, som DSB har sendt til transportministeriet, efter sagen har været oppe i Folketinget flere gange.

I notatet inviterer DSB i øvrigt til et møde mellem DSB og Folketingets transportudvalg i DSBs lokaler i Høje Taastrup, hvor tingene kan vendes.

Det hele handler om, at Linje E ikke længere standser på Friheden Station i Hvidovre, og at Linje Bx ikke længere standser på Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre stationer.

I notatet vurderer DSB, at man med den nye køreplan overholder den gældende trafikkontrakt med staten. I notatet peger DSB også på, at man søger at tilrettelægge køreplanerne, så de kommer flest mulige kunder til gavn.

- DSB vurderer, at den gældende køreplan samlet set er den bedst mulige ud fra de forudsætninger, der gælder. Der er således foretaget en samlet afvejning af hensynene til en god, frekvent betjening, robusthed i køreplanerne med henblik på høj punktlighed og en god kundeoplevelse i togene, skriver DSB.

Friheden Station i Hvidovre, hvor Linje E ikke længere standser, har fået reduceret betjeningen fra 12 tog i timen til 6 tog i timen i dagtimerne mandag til fredag. Det begrunder DSB sådan:

»Ved at undlade at betjene Friheden Station på den hurtige linje på Køge Bugt, opnår togene alt andet lige en højere punktlighed. Herved reduceres risikoen for forsinkelser, herunder som følge af tilpasninger til signalprogrammet. Denne øgede robusthed kommer alle kunder på Køge Bugt-linjen til gode. Samtidig reduceres rejsetiden med 1 minut i nogle rejserelationer på Køge Bugt-linjen.

Passagererne, der anvender Friheden Station, oplever reelt kun en lille serviceforringelse, idet afgangstiderne for de hurtige tog og de standsende tog, der hidtil har betjent Friheden Station, har ligget meget tæt på hinanden. Mens passagerer, der benytter Friheden Station, tidligere oplevede op til otte minutter mellem afgangene, er der nu et tog hvert 10. minut.

Da Friheden Station i 2012 fik udvidet betjeningen, var det med en forventning om, at den øgede betjening ville indebære en markant kundefremgang. Prognoserne viste, at den øgede betjening skulle give en passagervækst på 7 pct. ud over den generelle passagerudvikling på S-banen. Friheden Station har imidlertid ikke oplevet en sådan ekstraordinær stor kundetilvækst i de mellemliggende år. Væksten på stationen har trods den udvidede betjening svaret ganske præcist til den generelle vækst på S-banen, som fra 2011 til 2017 har været på 9 pct.

DSB har tilpasset togstørrelserne, så passagerer til og fra Friheden Station nu oplever større sikkerhed for at kunne få en siddeplads end tilfældet hidtil har været. Det samme er tilfældet for mange andre rejsende på Køge Bugt-linjen,« skriver DSB i notatet, hvor DSB også tilføjer, at »DSB erfarer, at pendlertalsmanden på strækningen bakker ændringen op.«

I notatet forklarer DSB også, hvor Linje Bx ikke længere skal standse på Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre stationer, og dermed har fået reduceret betjeningen fra 9 til 6 tog i timen i myldretiderne mandag til fredag.

»Stationerne fik udvidet betjeningen i myldretiderne i 2017. Dette som led i etablering af en mere jævn betjening af alle stationer på Høje Taastrup strækningen, så der i myldretiderne højst var otte minutter mellem afgangene mod tidligere op til 10 minutter. Forudsætningen var imidlertid, at dette ikke medførte øgede produktionsomkostninger.

Stationerne har ikke haft væsentlig passagervækst siden stationerne fik udvidet betjeningen i myldretiderne i december 2016. Fra 2016 til 2018 har disse stationer mandag til torsdag oplevet en tilbagegang på 3 pct. Dette er lidt mindre end den gennemsnitlige tilbagegang på hele på S-banen på 5 pct. i samme periode. Imidlertid skyldes den generelle tilbagegang på det øvrige S-banenet i væsentlig grad sporarbejder.

Som konsekvens af de justeringer af køreplanen, Signalprogrammet har givet anledning til, er det ikke længere muligt at opretholde den jævne betjening af alle stationer på Høje Taastrup strækningen uden, at dette ville medføre øgede produktionsomkostninger. Disse omkostninger kan med den konstaterede passagerudvikling ikke dækkes af øgede passagerindtægter. Det vil desuden give anledning til en mindre effektiv materieludnyttelse med risiko for flere stående kunder.

Ændringen indebærer, at de største stationer på S-banen på Københavns Vestegn: Glostrup, Albertslund, Taastrup og Høje Taastrup har fået reduceret rejsetiden til København med op til 3 minutter. Disse stationer har 21.521 påstigere på en hverdag, mens de tre stationer Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre tilsammen har 8.535 påstigere på en hverdag.

For stationerne Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre betyder ændringen, at de i alle dagtimer har et tog hvert 10. minut, svarende til betjeningen på en række andre stationer på S-banen, hvoraf nogle har langt flere rejsende. Rejsetiden til/fra København i myldretiderne er på nogle afgange blevet reduceret med to minutter.«

Om betjeningen af de fire S-togs stationer på et senere tidspunkt kan forbedres, afviser DSB ikke i notatet.

»DSB vil løbende følge passagerudviklingen - generelt såvel som specifikt på de ovennævnte fire stationer - samt udviklingen i kundepunktligheden, herunder også i lyset af udrulningen af signalprogrammets fase 2. DSB vil på den baggrund vurdere, om køreplanen kan forbedres yderligere; herunder om det ud fra en samlet vurdering vil være hensigtsmæssigt på et tidspunkt igen at udvide betjeningen af ovenstående stationer,« lyder det fra DSB.

De to Vestegns-politikere Morten Bødskov (S) og Mikkel Dencker (DF), der i Folketinget har arbejdet ihærdigt for at få forringelserne rullet tilbage, har indkaldt transportministeren til et nyt samråd om sagen.

Og så sent som torsdag formiddag var Rødovres borgmester Erik Nielsen, Hvidovres borgmester Helle Adelborg og Brøndbys borgmester Kent Magelund i Folketingets transportudvalg for at tale deres sag.

arrow Strid om S-togs forringelser: DSB inviterer til møde
17. februar 2019 kl. 11:53 Opdateret: kl. 11:53
arrow S-tog på Vestegnen: Hiver ministeren i nyt samråd
31. januar 2019 kl. 08:27 Opdateret: kl. 07:49
arrow Tre borgmestre i Folketinget
30. januar 2019 kl. 11:50 Opdateret: kl. 11:50