15. oktober 2019
Der bliver højt til loftet på det nye Vestskoven Gymnasium. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Der bliver højt til loftet på det nye Vestskoven Gymnasium. Foto: Jørgen C. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billedserie: Spritnyt gymnasium tager form

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billedserie: Spritnyt gymnasium tager form
Vestegnen - 11. juni 2019 kl. 16:15
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det nye Vestskoven Gymnasium bliver med sine seks etager en markant bygning i Albertslund. Og der er brug for pladsen, for gymnasiet oplever stor vækst i elevtallet.

To taler - og så af sted til pølsevognen.

Det var nogenlunde konceptet, da der onsdag eftermiddag var rejsegilde på Vestskoven Gymnasium i Albertslund.

Det foregik i stueetagen, hvor der bliver et stort, gennemgående rum med højt til loftet, til blandt andet kantine og studiemiljøer, hvor de unge kan hænge ud. Oven over vil der være moderne fag- og undervisningslokaler.

Vestskoven Gymnasium vil med sine seks etager og en højde på godt 32 meter blive en markant bygning i Albertslund, der ellers er kendt som en by med relativ lav bebyggelse. Samtidig vil der fra toppen af det nye gymnasium være en fantastisk udsigt ud over Albertslund og Vestegnen.

Rejsegildet er en hyldest til håndværkerne, som er hverdagens helte under byggeperioden. Så der var »kun« to taler, inden pølsevognen blev åbnet!

Direktør Ole Heinager fra Next Uddannelse København, som Vestskoven Gymnasium er en del af, sagde i sin tale, at Vestskoven Gymnasium er en drøm, der er ved at blive til virkelighed. Idéen opstod tilbage i 2012, og nu er den ved at blive realiseret. Next-direktør Ole Heinager takkede i den forbindelse Albertslund Kommune og borgmester Steen Christiansen for et godt samarbejde.

Albertslund Gymnasium ligger i dag i kommunale bygninger i Løvens Kvarter. Bygningerne er ikke optimale, og derfor blev beslutningen taget om at bygge et helt nyt gymnasium i Liljens Kvarter nogle få hundrede meter væk, hvor de studerende får topmoderne og lækre faciliteter. Og når det nye gymnasium åbner i sommeren 2020, så skifter det også navn fra Albertslund Gymnasium til Vestskoven Gymnasium.

Vestskoven Gymnasium vil råde over godt 10.000 kvadratmeter - og der er brug for pladsen. Albertslund Gymnasium oplever nemlig en stigende tilgang af elever. Det endelige elevtal til næste skoleår er ikke fastlagt endeligt, men foreløbig tyder det på en vækst i elevtallet fra 700 til cirka 775 elever - og et plus på tre klasser.

Både det nuværende og det nye gymnasium vil have et komplet udbud af gymnasiale uddannelser. Man har både det almene gymnasium stx, det tekniske gymnasium htx , handelsgymnasiet hhx og hf.

Foreløbig går byggeriet efter tidsplanen. Det betyder, at Vestskoven Gymnasium står færdigt i marts 2020, og så skal der bruges nogle måneder på indretning og indflytning, så alt er klart til åbning i august 2020.

Det er også på dette tidspunkt, at en af de stærkeste værdier på Albertslund Gymnasium - fællesskabet - skal rykke ind på det nye Vestskoven Gymnasium.

Byggeriet af det nye gymnasium er en investering i fremtiden på cirka 230 millioner kroner.

Selve gymnasiebygningen består af to elementer. Den høje bygning, der er formet som en kube, og som »står« på ryggen af en lavere, aflang bygning. De to bygningskroppe bygges udvendigt med mørkegrå teglsten.

Visionen er at skabe et gymnasium, der giver gode rammer for et lære- og værested, indrettet med et åbent og fleksibelt læringsmiljø, der har både åbne og lukkede rum.

Det er planen, at Vestskoven Gymnasium øverst forsynes med en aktiv taghave.