16. november 2018
Rejsegildet er en milepæl i byggeriet af Nyt Hospital Hvidovre. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Rejsegildet er en milepæl i byggeriet af Nyt Hospital Hvidovre. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billedserie: Pølser og Cocio på nyt hospital

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billedserie: Pølser og Cocio på nyt hospital
Vestegnen - 03. november 2018 kl. 13:29
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den karakteristiske rejsegildekrans var hejst i toppen af den nye hospitalsbygning, tre pølsevogne sørgede for en løbende levering af hotdogs og Cocio cacaomælk, og fra podiet fik både hospitalet, byggeorganisationen, rådgivere og entreprenørerne sagt tak for det gode arbejde til håndværkerne.

Der var styr på traditionerne, da Hvidovre Hospital fredag den 2. november holdt rejsegilde for byggeriet af 32.000 kvadratmeter nyt hospital. Omkring 200 håndværkere fra byggepladsen var med til at fejre dagen.

- Jeg er glad for at se, at så mange vil tage del i denne fejring, og jeg er specielt glad for, at mange af de håndværkere, som arbejder med at bygge vores hospital, er her i dag. Vi er netop samlet for at takke jer og markere det gode arbejde, sagde hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv i sin tale.

Blandt talerne var også byggechef Uffe Gebauer Thomsen, som takkede for et godt samarbejde:

- En stor tak til alle dem, som har været involveret og til dem, som snart begynder arbejdet herude. Vi ser frem til et forsat godt samarbejde.

For selvom der nu er tag på huset, er der stadig et godt stykke vej til, at det rå betonhus bliver til et moderne hospital. Det forberedende arbejde er i fuld gang og byggeriet forventes at stå færdigt i 2020.

Et rejsegilde er traditionelt håndværkernes fest, men dagen blev markeret som en milepæl på hele hospitalet, hvor kantinen på Hvidovre Hospital serverede gratis hotdogs og Cocio til alle de medarbejdere, som var på arbejde.

Ny indgang

Nyt Hospital Hvidovre er et milliardprojekt, der omfatter både en større renovering af det eksisterende hospital, og opførelsen af den nye bygning, der kommer til at rumme en ny akutmodtagelse, ny hjerteafdeling, ny børne- og ungeafdeling og et nyt barselsafsnit, der er tæt integreret med et nyt neonatalafsnit til for tidligt fødte børn.

Arbejdet med den nye bygning gik i gang i februar 2017. Og i første omgang blev der gravet et kæmpe hul i jorden, hvor 123.000 kubikmeter jord og grus blev flyttet væk.

Der er faktisk bygget tre etager ned i jorden, så den nye bygning kommer til at hænge sammen med det eksisterende Hvidovre Hospital.

Det gælder fx parkeringskælderen, og det gælder vandrehallen, som forbinder Hvidovre Hospital i øst-vestgående retning. Det nye byggeri vil komme til at indeholde en helt ny hovedindgang til Hvidovre Hospital - med en plads foran, hvor der er mulighed for at bygge en metro- eller letbanestation, hvis det skulle blive besluttet.

Ny akutmodtagelse

En helt central del af den nye bygning bliver en ny, fælles akutmodtagelse.

Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital er blandt landets største. Der bliver taget imod cirka 300 patienter i døgnet - det er alt fra kvæstede ved trafikuheld, over en forstuvet ankel efter weekendens motionskamp, til børn med feber.

Idéen med den nye, fælles akutmodtagelse er at skabe én indgang til Hvidovre Hospital, når man skal behandles akut.

I forbindelse med den fælles akutmodtagelse vil der være cirka 90 akutte sengepladser, hvor patienter kan ligge i op til to døgn, mens den indledende behandling og udredning sker. Desuden vil der være et antal undersøgelses- og behandlingsrum, som alle kan bruges både som sengestuer og undersøgelsesrum.

Det er planen, at alle specialer skal være repræsenteret i akutmodtagelsen døgnet rundt, så det ikke er nødvendigt at tilkalde speciallæger fra de øvrige afdelinger på hospitalet. Hele idéen er en hurtigere udredning, og at patienterne, hvis det er nødvendigt med en indlæggelse, kommer til den rigtige afdeling første gang,

Den nye akutmodtagelse vil også få sin »egen« lille afdeling for røntgen, ultralyd og skanning, så patienterne i akutmodtagelsen ikke skal sendes igennem hospitalet for at få lavet disse ting. Som det er i dag, er der en pæn afstand mellem akutmodtagelsen og den såkaldte billeddiagnostiske afdeling.

Nye børneafdelinger

En anden central del bliver den nye børne- og ungeafdeling, hvor der blandt andet vil være mere plads på patientværelserne, så begge forældre kan overnatte og være tæt på deres barn, som er indlagt.

Der bliver også bygget et nyt barselsafsnit samt et nyt neonatalafsnit, som vil være tæt integreret, så både mor og barn i tilfælde af komplikationer ved en fødsel, kan få hver deres specialiserede personale, men forblive i samme værelse.

Projektet Nyt Hospital Hvidovre er finansieret med cirka 1,7 milliarder kroner af Statens Kvalitetsfond og Region Hovedstaden.

De nye bygninger vil blive taget i brug i løbet af foråret 2020.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk