18. juli 2018
»Beredskabet vil fortsat være stærkt og robust, og levere tryghed og sikkerhed,« siger Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler, der også er næstformand i Østsjællands Beredskab. Foto: Kenn Thomsen
»Beredskabet vil fortsat være stærkt og robust, og levere tryghed og sikkerhed,« siger Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler, der også er næstformand i Østsjællands Beredskab. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Beredskabet bliver klippet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Beredskabet bliver klippet
Vestegnen - 13. januar 2018 kl. 11:07
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der er lagt op til at beskære antallet af brandfolk på stationen i Taastrup, der primært rykker ud til brand, trafikulykker og andre opgaver i Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk.

arrow Læs også: »Det kan få alvorlige konsekvenser«

Når alarmen i dag går på brandstationen i Taastrup, fordi der er opstået en boligbrand eller sket en trafikulykke, så står seks brandfolk døgnet rundt klar til at rykke ud i to køretøjer, til en øjeblikkelig indsats.

Hvis Høje-Taastrup senere i januar godkender en ny plan for Østsjællands Beredskab, så vil førsteudrykningen fra Taastrup bestå af fire brandfolk i ét køretøj. Andre nødvendige brandkøretøjer vil ankomme fra andre stationer, fx Greve.

Høje-Taastrup Kommune havde i mange år et fælles beredskab med Vallensbæk og Ishøj, med base på brandstationen i Taastrup. Den tidligere regering krævede dog, at alle beredskaber skulle effektiviseres - og der var ikke så meget at spille om. Staten trak ganske enkelt millionbeløb i kommunernes tilskud. Alene for Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk drejede det sig om cirka tre millioner kroner.

Det førte til, at otte kommuner dannede Østsjællands Beredskab, med henblik på at finde besparelser. Nogle er hentet hjem, men det er nødvendigt med flere besparelser for at få pengene til at passe.

Betydning i Taastrup

Derfor er der nu udarbejdet en ny beredskabsplan for Østsjællands Beredskab, som i planen er opdelt i områder. Høje-Taastrup hører hjemme i område 2 - sammen med Vallensbæk, Ishøj og Greve.

Den nye beredskabsplan, der i de kommende uger skal godkendes i alle otte kommuner, fortæller blandt andet, hvor mange fuldtids-brandfolk, der skal være på vagt på de enkelte stationer, så de kan rykke ud øjeblikkeligt, og hvordan de enkelte udrykninger skal sammensættes, afhængig af hændelsen.

Det vil altså få betydning for førsteudrykningen fra stationen i Taastrup.

Der er ikke lagt op til store ændringer i forhold til det antal brandfolk og det antal køretøjer, der skal sættes ind ved de enkelte hændelser. Der kan dog være forskel på, hvor hurtigt enhederne kommer frem, afhængig af, hvor de rykker ud fra.

Robust beredskab

Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler, der er næstformand i Østsjællands Beredskab, understreger at borgere og virksomheder fortsat vil have et stærkt og robust beredskab, der leverer tryghed og sikkerhed.

»Der er ikke grund til at så utryghed hos borgerne. Den nye beredskabsplan er godkendt af landets højeste myndighed og ekspertise, Beredskabsstyrelsen,« siger Michael Ziegler.

Grundlæggende vil borgere og virksomheder ikke komme til at mærke den store forskel, siger Michael Ziegler:

»For mig at se, så er det vigtigste, hvor hurtigt beredskabet kommer frem, og hvad der kommer frem til en given hændelse - ikke hvilken station de kommer fra. Og når jeg ser på den styrke, der vil rykke ud til de enkelte hændelser, så er der ikke den store forskel,« påpeger Michael Ziegler.

Høje-Taastrups borgmester understreger, at det ikke er på lokalt initiativ, at man nu vil ændre på beredskabet.

»Det var den tidligere regering, der besluttede at klippe det økonomiske tilskud til de lokale beredskaber. Det er ikke noget, vi har fundet på ude i kommunerne. Og når man bliver pålagt en besparelse, så kan man ikke køre uændret videre,« siger Michael Ziegler.

Han afviser dermed, at man kan hente ekstra penge til beredskabet ved at spare på andre kommunale kerneområder, fx skoler og ældre.

Om Høje-Taastrup Kommune vil tilkøbe ekstra ydelser til beredskabet, vil Michael Ziegler ikke give svar på på nuværende tidspunkt.

»Det forslag til beredskabsplan, som ligger nu, er et minimum, som vi aldrig må gå under. Der er ikke noget teknisk, som forhindrer, at man implementerer på et højere niveau. Det er ikke noget, der er taget stilling til, og jeg tror også det ville være kompliceret eller umuligt at gøre for en enkelt kommune, nu hvor vi hænger sammen i et større område. Skulle der foretages tilkøb, så skulle det være i samarbejde med andre kommuner,« siger Michael Ziegler.

Hurtig udrykningsenhed

Foruden ændringerne på brandstationen i Taastrup, så indeholder den nye beredskabsplan også en reduktion hos indsatslederne, der er øverste ansvarlige for indsatsen ved fx brande og trafikulykker. Hidtil har der været én indsatsleder på vagt i området med Høje-Taastrup, Vallensbæk, Ishøj og Greve - og én indsatsleder i område Roskilde. Fremover skal én indsatsleder dække begge områder.

I planen indgår også, at man vil kunne indsætte en såkaldt hurtig udrykningsenhed med to brandfolk, til mindre hændelser. Det kan fx være ved brand i en fritstående skraldespand eller en bilbrand, hvor der ikke er risiko for spredning.

Den samlede beredskabsplan for Østsjællands Beredskab indebærer også, at der i hele Østsjællands Beredskab vil være et antal brandmænd, som frit kan placeres i de enkelte områder, afhængig af den aktuelle situation og aktivitet.

Østsjællands Beredskab
  • Østsjællands Beredskab omfatter de otte kommuner Høje-Taastrup, Ishøj, Vallensbæk, Greve, Solrød, Roskilde, Køge og Stevns.
  • Østsjællands Beredskab skal betjene cirka 330.000 indbyggere og et område på 930 kvadratkilometer.
  • Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup havde tidligere et fælles beredskab, med base på brandstationen på Øtoftegårdsvej i Taastrup. Greve havde sit eget beredskab med base på brandstationen på Lunikvej i Greve/Hundige. De fire kommuner skal nu indgå i et samlet område 2 i Østsjællands Beredskab.
  • Hele baggrunden for de nye, større beredskaber var en regeringsbeslutning om effektiviseringer på beredskabsområdet, ved at samle de kommunale beredskaber til større enheder.
  • Det har blandt andet resulteret i Østsjællands Beredskab og i Hovedstadens Beredskab, som blandt andet omfatter Albertslund, Glostrup, Rødovre, Hvidovre og Brøndby.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk