
En 16-årig dreng og en 25-årig mand er torsdag i Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i 14 dage, mistænkt for at have begået et villaindbrud på Grønnemarksvej i Rødovre.
Den 16-årige er på grund af sin alder varetægtsfængslet i surrogat på en lukket ungdomsinstitution.
Begge nægter sig skyldige.
Indbruddet fandt sted 19. november. Den 16-årige og den 25-årige er også sigtet for, i forbindelse med indbruddet, at have forsøgt at misbruge et Dankort, som blev stjålet fra villaen.
Det var efterforskningen hos Vestegnens Politi, der førte til, at den 16-årige og den 25-årige, som begge er fra lokalområdet, blev anholdt torsdag morgen klokken 07.20, og senere torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør af anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi.
Vestegnens Politi mistænker også de to for at begået tre tricktyverier mod ældre personer i samme område - i perioden fra 3. september til 9. november på henholdsvis Rødager Allé, Brandholms Allé og Kamstrupvej.
Retten fandt dog ikke grundlag for at varetægtsfængsle den 16-årige og den 25-årige i disse sager.
Vestegnens Politi fortsætter nu efterforskningen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her