17. januar 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mæslinge-dødsfald i Samoa stiger trods stor kampagne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mæslinge-dødsfald i Samoa stiger trods stor kampagne

Et udbrud af mæslinger i Samoa har kostet 70 personer livet. Det er endnu uvist, om udbruddet har toppet.

Verden - 09. december 2019 kl. 03:14
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et udbrud af mæslinger kræver fortsat dødsofre i Samoa. Antallet af døde er steget til 70, hvoraf hovedparten er små børn.

Det oplyser myndighederne i den lille stillehavsnation mandag.

Samtidig er der registreret 112 nye tilfælde af sygdommen i løbet af de 24 timer frem til mandag morgen.

Det til trods for, at der torsdag og fredag i sidste uge blev iværksat en omfattende kampagne for at få så mange som muligt af de cirka 200.000 indbyggere vaccineret.

Derfor lukkede alle offentlige kontorer, og medicinsk personale blev sendt på gaderne for at opsøge personer, der ikke var vaccineret mod mæslinger.

Kampagnen har været en succes. Ifølge regeringen har de mobile vaccinationsenheder sørget for, at 90 procent af befolkningen nu er beskyttet mod sygdommen.

Da udbruddet af mæslinger begyndte i midten af oktober, var kun omkring 30 procent af befolkningen vaccineret.

Det tager imidlertid op til 14 dage, før vaccinen virker. Derfor er det endnu ikke muligt at sige, om udbruddet har toppet.

Mandag er der registreret næsten 4700 smittede personer. 229 personer er indlagt på hospitaler. Deriblandt 16 børn i kritisk tilstand.

Små børn er mest sårbare over for sygdommen. 61 af de 70 døde er børn på fire år eller derunder.

Sundhedsmyndigheder i Samoa har beskyldt vaccinemodstandere for at have et medansvar for den lave vaccinationsrate. I sidste uge blev en markant modstander af vaccinationer tilbageholdt af politiet i Samoa.

Tidligere udbrud andre steder i Stillehavet som Tonga, Fiji og Amerikansk Samoa har været nemmere at inddæmme som følge af en høj vaccinationsrate.

Ifølge en nylig opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mistede 142.000 mennesker i 2018 livet som følge af mæslinger.