3. august 2021
Vladimir Putin vinker til fotograferne fra indgangen til Villa La Grange i Geneve, inden han træder ind til forhandlinger med USA's Joe Biden. Den amerikanske præsident har tidligere omtalt den russiske leder som en "killer".
Vladimir Putin vinker til fotograferne fra indgangen til Villa La Grange i Geneve, inden han træder ind til forhandlinger med USA's Joe Biden. Den amerikanske præsident har tidligere omtalt den russiske leder som en "killer".
Foto: Denis Balibouse/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: I en iskold atmosfære indleder Biden og Putin møde i Geneve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I en iskold atmosfære indleder Biden og Putin møde i Geneve

Biden har ved første møde med Putin som præsident lovet at stå hårdt fast i forhold til Rusland.

Verden - 16. juni 2021 kl. 13:57
Af Ritzau

Et solbeskinnet palæ i den schweiziske by Geneve samler onsdag over middag hele verdens opmærksomhed.

USA's præsident, Joe Biden, er kort efter klokken 13.15 den første til ankomme til palæet til et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Umiddelbart efter dukker Putin op. Med den schweiziske præsident, Guy Parmelin, imellem sig, lader de to ledere sig fotografere ved indgangen til bygningen.

Biden og Putin skal forhandle på et tidspunkt, hvor forholdet mellem de to lande er iskoldt.

Der har som udgangspunkt været lagt op til et langstrakt møde mellem de to: fire til fem timer. Men den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, har sagt, at der er så meget at tale om, at mødet kan vare endnu længere.

- Dagsordenen er så omfattende, at det helt klart vil være en udfordring at begrænse det til fire til fem timers forhandlinger, har han sagt til russisk tv.

Det er det første topmøde mellem de to, efter at Biden blev indsat som præsident i begyndelsen af året.

Biden har på forhånd talt om "røde linjer" i forhold til Rusland. Han vil kritisere Rusland for elektronisk spionage mod USA og dets allierede og alvorlig hacking, der rammer vestlige landes virksomheder og forvaltninger.

Det kommer også til at gælde i spørgsmålet om Ukraine, Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og forfølgelsen af kritikere i Rusland såsom den fængslede Aleksej Navalnyj.

Men Joe Biden betoner samtidig, at han vil søge samarbejde på områder, hvor det er muligt, herunder aftaler om nedrustning, fremgår det af amerikanske medier.

- Jeg vil gøre det klart for præsident Putin, at der er områder, hvor vi kan samarbejde, hvis han skulle ønske det, siger Biden.

De to ledere ventes at tale sammen, mens der er andre højtplacerede folk fra deres regeringer til stede. Men der kan også være drøftelser, hvor det kun er de to alene, forklarede Peskov.

Da USA's tidligere præsident, Donald Trump, i sommeren 2018 mødtes med Putin i den finske hovedstad, Helsinki, blev mødet holdt med kun de to og deres oversættere til stede.

Derfor er det stadig noget dunkelt, hvad der blev talt om mellem de to.

I al fald gik Trump på et pressemøde ud og forklarede, at han stolede mere på Putin end på sine egne efterretningstjenester og FBI, der entydigt mente, at Rusland i 2016 havde blandet sig i USA's valg og forsøgt at påvirke udfaldet.

På det efterfølgende pressemøde dengang deltog Putin. Det er der ikke lagt op til denne gang. Det bliver Biden alene, der vil sige noget om mødet til journalister, når det er slut.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?