22. september 2020
António Guterres er tidligere premierminister i Portugal og har været generalsekretær i FN siden 2017.
António Guterres er tidligere premierminister i Portugal og har været generalsekretær i FN siden 2017.
Foto: Mike Segar/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: FN-chef vil i årlig tale presse på for en global våbenhvile

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FN-chef vil i årlig tale presse på for en global våbenhvile

En global våbenhvile indtil udgangen af året skal hjælpe konfliktramte lande med at bekæmpe coronavirusset.

Verden - 16. september 2020 kl. 02:54
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

FN's generalsekretær vil i sin årlige tale til verdens ledere skubbe på for en våbenhvile under pandemien.

Det siger generalsekretær António Guterres i forbindelse med åbningen af FN's Generalforsamling tirsdag.

António Guterres siger, at han i sin tale i næste uge vil presse på for at få en global våbenhvile indtil udgangen af 2020 i stand. Den skal give konfliktramte lande bedre mulighed for at bekæmpe virusudbruddet.

Guterres påpeger dog samtidig, at muligheder vil gå tabt, fordi alverdens præsidenter og premierministre ikke er fysisk til stede i New York City under Generalforsamlingen som følge af coronakrisen.

- Det er indlysende, at diplomati i høj grad afhænger af menneskelig kontakt. Så derfor vil vi opleve et tab - særligt i forbindelse med det, der i øjeblikket er min førsteprioritet: Indførelsen af en global våbenhvile, siger António Guterres.

Siden den første opfordring til en våbenhvile kom i marts, har der allerede været nogle "positive tegn", siger generalsekretæren.

Han peger blandt andet på fredsaftaler i Sudan, starten på forhandlinger mellem Afghanistans regering og Taliban, en pause i volden i lande som Syrien, Libyen og Ukraine samt "intense forhandlinger" om en våbenhvile i Yemen.

- Der er tegn på håb, men vi er nødt til at mobilisere hele det internationale samfund, hvis vi skal gøre denne globale våbenhvile indtil udgangen af året til en realitet, siger Guterres.

Ifølge Guterres vil en global våbenhvile øge bestræbelserne på at inddæmme smitten med covid-19 og hjælpe med at skabe betingelser for en koordineret og holdbar genopretning efter pandemien.

Generalsekretæren holder sin tale 22. september.

Det var ventet, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, som en sjældenhed ville have deltaget i den 75. udgave af Generalforsamlingen i det 193 medlemmer store FN-organ.

Men på grund af pandemien må de ligesom cirka 170 andre stats- og regeringschefer i stedet nøjes med at tale via video i løbet af den næste uge.

Har debatten om sexisme taget overhånd?