Burkina Fasos præsident, Roch Marc Christian Kabore, kan trække sig sejrrigt ud af første runde af præsidentvalget i det vestafrikanske land.
Han har med knap 58 procents opbakning fra vælgerne fået stemmer nok til at undgå en anden valgrunde, viser resultaterne fra landets valgkommission torsdag.
Oppositionens to førende kandidater, Eddie Komboigo og Zephirin Diabre, har fået henholdsvis 15,5 og 12,5 procent af stemmerne.
Burkina Faso, der er et af verdens fattigste lande, har i de seneste fem år været præget af et islamistisk oprør, der har bredt sig over grænsen fra nabolandet Mali.
Mindst 1200 mennesker er blevet dræbt, og omkring en million mennesker er drevet på flugt fra deres hjem på grund af oprøret.
Den 63-årige præsident Kabore har været under kritik for sin reaktion på den blodige konflikt, der har ramt landet.
Alligevel blev han på forhånd betragtet som favorit til at vinde valget.
Ud over at vælge præsident skulle de burkinske vælgere også sammensætte et nyt parlament ved søndagens valg.
Men i Burkina Faso er magten primært samlet i præsidentembedet.
I kølvandet på valget har oppositionspartier klaget over, at mange valgsteder ikke åbnede eller åbnede for sent og at der blev lavet ændringer i valgdistrikterne inden valget.
Valget har også været mærket af konflikten. På grund af sikkerhedssituationen i landet var det ikke muligt at lade de vælgere i store områder af Burkina Faso komme til valgstederne.
Det betyder, at omkring 350.000 mennesker ikke fik mulighed for at stemme.
/ritzau/AFP
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her