27. oktober 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Biden: Trump skal råbe op om undertrykkelse i Hviderusland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Biden: Trump skal råbe op om undertrykkelse i Hviderusland

Joe Biden støtter prodemokratisk bevægelse i Hviderusland og stikker til Trump for ikke at gøre det samme.

Verden - 26. september 2020 kl. 04:46
Af Ritzau

USA's præsident, Donald Trump, burde klart og tydeligt sige fra over for den hviderussiske præsident Lukasjenko og åbent vise opbakning til den prodemokratiske bevægelse i det østeuropæiske land.

Det mener Joe Biden, der er Trumps udfordrer ved det amerikanske præsidentvalg i november.

- Præsident Trump nægter at sige fra over for Lukasjenkos handlinger eller tilbyde sin personlige støtte til den prodemokratiske bevægelse, udtaler Biden i en mail sendt til nyhedsbureauet Reuters.

Over 12.000 personer er blevet anholdt i Hviderusland, og hundredvis er fortsat fængslede siden et omstridt valg 9. august.

Her blev præsident Aleksandr Lukasjenko genvalgt og udråbt som en suveræn vinder med omkring 80 procent af stemmerne.

Men oppositionen i landet beskylder Lukasjenko for valgfusk og kræver hans afgang.

Siden valget har der været store demonstrationer i hovedstaden Minsk og andre byer, hvor det ofte er kommet til sammenstød mellem tilhængere af oppositionen og sikkerhedsstyrker.

Joe Biden, der i otte år var USA's vicepræsident og også har været formand for Senatets udenrigsudvalg, forlanger, at Hviderusland løslader ledende oppositionspolitikere, som ifølge ham er "politiske fanger, og udskriver et nyt valg.

- En præsident, der af frygt skjuler sig for sine egne borgere og nægter at acceptere folkets vilje, er en svag, ikke-legitim autokrat, og ikke en stærk leder, siger Biden.

USA, Storbritannien og Canada ventes snart at indføre sanktioner rettet mod enkeltpersoner i Hviderusland, har kilder oplyst til Reuters.

Det skyldes en vurdering fra de tre landes regeringer om, at der blev fusket med præsidentvalget i august, samt at der er begået overgreb mod fredelige demonstranter.

Onsdag i denne uge meddelte den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), at Danmark i lighed med andre EU-lande nægter at anerkende Lukasjenko som præsident for Hviderusland.

- Lukasjenko hører ikke hjemme i et præsidentpalads. Han hører hjemme på EU's sanktionsliste, sagde Kofod ifølge Berlingske.

Den 66-årige Lukasjenko har været ved magten siden 1994.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?