I Radikale Venstre i Solrød vil vi styrke vores skoler, daginstitutioner og kulturelle tilbud frem for at sænke skatterme.
For at bruge en fodboldvending så mener jeg, at vi skal spille angrebsfodbold og have nogle visioner for udviklingen af kommunen. Hvorfor skal vi tage til Køge og Greve, når vi skal høre musik eller lignende?
Lad os bruge nogle flere penge på lokale kulturtilbud.
Det er med til at styrke dannelsen hos børn, unge og voksne. I stedet for bare at bo her, så skal vi også leve her i Solrød.
Lad os bygge et kulturhus med lejeboliger og ungdomsboliger på den nuværende busholdeplads ved stationen. Busserne kan lige så godt have stoppested på Solrød Byvej.
I de seneste fem år har jeg været medlem af skolebestyrelsen på Munkekærskolen.
Det har været nogle spændende og lærerige år, hvor vi konstant har arbejdet for at undgå besparelser på skoleområdet.
Vi har haft en konstant fornemmelse af, at skolereformen er blevet brugt som en spareøvelse i Solrød Kommune. Det er en helt forkert vej at gå. I stedet skal vi styrke vores skoler og sørge for, at de fysiske rammer er tidssvarende.
Vi skal også fortsætte med at udvikle vores velfungerende bibliotek og få mere fut i musikskolen, der desværre er synet lidt hen.
Der skal etableres et tættere samarbejde med folkeskolerne, så vi får flere elever i gang med at spille musik.
Per Laursen
Nummer tre på Radikale Venstres liste
Ved Volden 6
Solrød Strand
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her