20. november 2017
I lod jer ikke forlede af al den snak om »den store ære, det er at repræsentere Danmark«, skriver Robert Petersen.

Foto: Mikkel Lundby Madsen/Scanpix
I lod jer ikke forlede af al den snak om »den store ære, det er at repræsentere Danmark«, skriver Robert Petersen. Foto: Mikkel Lundby Madsen/Scanpix
Foto: Mikkel Lundby Madsen/Scanpix/Henning Bagger
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hurra for kvindelandsholdet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hurra for kvindelandsholdet
Valgdebat Region Sjælland - 24. oktober 2017 kl. 07:09
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Robert Petersen
Åhavnen 86
Køge

I vandt vore hjerter og respekt på banen først og fremmest for jeres vidunderlige sammenhold - og så naturligvis for jeres flotte spil.

Men I har vundet endnu mere beundring for jeres ubrydelige sammenhold i kampen for at få en retfærdig behandling af DBU.

Her mødte I en modstander, der i den grad prøvede at skræmme jer med en arrogant mandschauvinistisk attitude. En kynisk arbejdsgiverindstilling, der var domineret af magtbrynde og bevisligt økonomisk prioritet med ord som: »Vi kan ikke tjene så meget på jer«. Men I holdt sammen og stod fast på jeres berettigede krav

I lod jer ikke forlede af al den snak om »den store ære, det er at repræsentere Danmark«. Det lyder også hult, når man tænker på, at det kommer fra en modpart, som selv er så fokuseret på økonomi.

Har DBU's ledere ikke sportslige idealer at kæmpe for i deres job? Hvad får de egentlig selv i løn? Er de mon underbetalt, fordi de elsker Danmarks sportslige ære?

Reaktionær holdning
DBU's reaktionære holdning vil nu skade breddeidrætten, som kunne have fået et kæmpe løft af kvindernes succes. Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålstegn ved deres kompetence.

Den forhandlingstaktik, hvor man legede »Hvem blinker først?« Den sløsede og provokerende måde disse forhandlinger er foregået på, hvor man rejser på ferie midt i forhandlingsforløbet, var jo en del af denne taktik. Men man fejlvurderede sin forhandlingspartner. Det gik jo godt første gang før Ungarn, så man troede, man kunne snyde kvinderne endnu en gang. Det er psykisk terror, der skulle banke kvinderne på plads. Og så kom det alligevel til at koste DBU mange penge.

I det hele taget er der tale om en forsømmelsessag, som burde have været bragt på plads for år tilbage, men da var DBU endnu mere ligeglad, for da var kvinderne ikke engang sportsligt kendte. Dengang talte man kun om håndboldpigerne. Men i Sverige og de andre lande omkring os har man mere rettidig omhu, så her er tingene på plads.

Men vægtningen af økonomi på bekostning af det sportslige er en fatal fejlvurdering, der viser, at disse folk ikke er opgaven voksen. DBU må skifte den ledelse ud.

Mon de fik lært, at kvinder ikke er så lette at hundse rundt med, når de står sammen?

Vi andre græmmes, men tager klaphatten af for kvindernes sammenhold.