19. november 2017
Formidlingscenter Fugledegård ved Tissøs bred lagde hus til et valgmøde med vægt på regionens ansvar for at fremme erhverv, friluftsliv og turisme. Foto: Tine Fasmer
Formidlingscenter Fugledegård ved Tissøs bred lagde hus til et valgmøde med vægt på regionens ansvar for at fremme erhverv, friluftsliv og turisme. Foto: Tine Fasmer
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sjælland har turist- og vækstpotentiale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sjælland har turist- og vækstpotentiale
Valg Region Sjælland - 06. november 2017 kl. 15:49
Af Tine Fasmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Scenen var søndag sat til et debatmøde, om hvordan Region Sjælland kan styrke erhvervslivet, friluftslivet og turismen.

Alene den opdeling er skudt skævt forbi, lød det fra Jens Müller, direktør for Visit Vestsjælland:

- Turisme er erhverv, der i vores område beskæftiger 14.000 mennesker og omsætter for 10 milliarder kroner om året, så vi er trætte af, at Region Sjælland ikke prioriterer turismen, sagde Jens MÜller.

Både han, Laila Bregner Carlsen, erhvervschef i Sorø Kommune og kommunikations- og administrationschef hos Statoil Raffinaderi Charlotte Balslev slog på, at den digitale infrastruktur halter gevaldigt i Region Sjælland.

Og så er der jo den fysiske infrastruktur, hvor man stadig i Kalundborg-området og i Næstved kigger langt efter motorvejsforbindelser til omverdenen.

Står det til Charlotte Balslev kan de kommende regionsrødder godt nedtone samarbejdet med hovedstaden og Skåne i Greater Copenhagen.

- Vi har brug for at komme fra ord til handling på erhvervsområdet, og vi er nødt til at se på behovet for uddannelser, sagde Charlotte Balslev.

Det var Anne Møller Ronex (R) helt med på:

- Vi skal have uddannelserne ud, hvor de unge er, og arbejde mere med de mellemlange videregående uddannelser, sagde den radikale spidskandidat.

Også Heino Knudsen (S) erkender, at regionen kan arbejde mere målrettet med vækst:

- Vi skal slå på vores egne styrker frem for at koble os på hovedstaden.

DF's spidskandidat Peter Jacobsen pointerede, at der er behov for øget fokus på at udvikle turisme-strategien.

- Men det skal komme nede fra, jeg er ikke voldsomt imponeret af Vækstforum. Det er et tungt apparat.

Et af forslagene i debatten gik på at forene kræfterne, så krydstogt-turismen i Kalundborg kommer længere ud på Sjælland; for der er jo ikke langt i bus til Roskilde Domkirke.

Jacob Jensen (V) ser en kobling mellem natur- og turisme, erhvervsudvikling og regionens store opgave: Sundhedsområdet, som savner mange sygeplejersker og læger.

- Det er jo et helt Kinder Æg. Typisk slår man sig ned i et område, hvor man godt kan lide at være, fx fordi man kender det som turist.