23. september 2020
Den svenske cykelrute Kattegatleden har et stiforløb langs kysten. Foto: Jens Erik Larsen
Den svenske cykelrute Kattegatleden har et stiforløb langs kysten. Foto: Jens Erik Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ekspert: Nordsjælland bør satse på cykelturisme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ekspert: Nordsjælland bør satse på cykelturisme

Lad Nordkyststien blive et lokomotiv for cykelturisme, mener cykelekspert. God idé, siger borgmester

Ugeposten Gribskov - 12. august 2020 kl. 09:13
Af Claus Johansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Gribskov ligger lige i smørhullet mellem Danmarks to største søer og har fantastiske strande og skove. Kommunen har med andre ord alle muligheder for at blive en magnet for cykelturister. Men kommunen har tilsyneladende ikke set potentialet.

arrow Læs også: Snedige cykelstier mod Rusland

Sådan lyder kritikken fra cykelentusiasten Jens Erik Larsen, som i mange år har arbejdet professionelt med cykelturisme:

"Selv om vi har den mest fantastiske natur, har man ikke forstået at udvikle cykelturismen her i Gribskov. Det kræver en højere kvalitet på cykelruterne, men først og fremmest kræver det nogle visioner fra politikerne," siger Jens Erik Larsen.

Han er uddannet civilingeniør og meget optaget af cyklistforhold. Jens Erik Larsen har således stået bag det nationale cykelrutenet, som i dag består af 11 ruter på 4.233 km.

Også det europæiske cykelrutenet EuroVelo på imponerende 80.000 km har han stået fadder til. Han har også været konsulent i Gribskov på udvikling af de lokale cykelruter.

Vandet drager
Det vil være oplagt at begynde med at forbedre den eksisterende Nordkyststi fra Hundested til Helsingør i samarbejde med nabokommunerne, mener han:

"Der mangler et fyrtårn eller et lokomotiv, der kan trække cykelturister hertil. Et godt eksempel kunne være Nordkyststien, som er 69 km lang. Den skal have en bedre belægning og skiltning, og så skal linieføringen mere ud til vandet, så den i højere grad følger kystlinien. Det er præcis det, man har gjort med Kattegat-ruten i Sverige," siger Jens Erik Larsen.

Cyklisterne bliver nemlig tiltrukket af vand, understreger han:

"Man skal have noget, som folk nemt kan forstå og bliver tiltrukket af. Donauradweg langs Donau-floden er et godt eksempel. Ruter langs hav og floder tiltrækker mange folk. I Frankrig er ruten langs Loire-floden populær. Historiske temaer og andre geografiske temaer tiltrækker også mange."

Kan kobles sammen
Nordkyststien hænger ifølge Jens Erik Larsen naturligt sammen med den svenske 'Kattegat leden' fra Göteborg til Helsingborg. Derudover kunne ruten på et tidspunkt også blive koblet på det europæiske net, mener han.

Andre steder i Danmark har man skabt sammenhængende net, eksempelvis Østersøruten, som danner et otte-tal fra Sydsjælland over de sydfynske øer til Sønderjylland.

"I Nordsjælland er der ikke sket noget af den slags, men det er det, man skal gøre. Og når cykelturisterne først kommer, vil de gerne komme igen og prøve andre ruter. Det har man set i mange lande," siger Jens Erik Larsen.

Derfor skal man også koble de lokale cykelruter på Nordkyststien, mener han:

"Man skal koble nogle lokale ruter på, når man laver sådan en rute. Og der har vi allerede tre lokale cykelruter, så turisterne ville kunne blive her længere tid. Så kunne man cykle langs kysten og tage rundt om vores søer."

Infrastrukturen skal også være i orden i form af service undervejs, betoner han:

"Der skal jo være service i form af overnatning, cykellapning og spisemuligheder undervejs, så det vil jo også støtte det lokale erhvervsliv at få sådan en rute," siger Jens Erik Larsen.

'Vigtig kritik'
Gribskovs borgmester, Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov), støtter tanken om et cykel-fyrtårn i Nordsjælland:

"Det er en vigtig kritik, som vi må tage til os. For det er fuldstændig rigtigt, at potentialet er stort. Jeg er helt enig i, at vi skal have et fyrtårn, og at det vil give god mening. Det vil jeg da tage med videre til mine politiske kolleger," siger Anders Gerner Frost.

Store investeringer
Borgmesteren peger dog på, at Visit Nordsjælland, som står for markedsføringen af turismen i Nordsjælland, har stor fokus på cykelturisme. Og så understreger han, at Gribskov allerede har afsat mange penge til cykelstier:

"Vi har afsat 30 millioner kroner i denne valgperiode til cykelstier og stier. Sammen med vejen mellem Græsted og Gilleleje er det altså den største investering i infrastruktur, der er lavet i Gribskov. Men vi ved også, at behovet er stort - og at der er stor efterspørgsel efter gode cykelstier," siger Anders Gerner Frost.

Ifølge borgmesteren er det oplagt, at kommunen samtænker turisme og det lokale behov for sikre cykelveje, når der anlægges nye stier:

"Vi skal slå to fluer med ét smæk: Nemlig sikre vores borgere, så de ikke skal ud på farlige veje - og samtidig indtænker turismen. Og hele skiltningsdelen skal vi også se på i den forbindelse. Hvordan kan vi blive bedre til det," siger Anders Gerner Frost.

arrow Tag på cykeltur og få viden om skoven
21. august 2020 kl. 13:10 Opdateret: kl. 11:22
Har debatten om sexisme taget overhånd?