24. oktober 2020
"Gribskov skal være både grønnere og mere farvestrålende. Byd sommergæsterne velkommen med smilende blomsterenge i stedet for alle de store kommunale, kedelige græsplæner og rabatter. Ørkener ikke en bi gider flyve hen over, og hvor vi andre er ved at falde i søvn ved rattet, når vi kommer forbi," skriver Anders Grøndahl. Foto: Lars Christiansen
"Gribskov skal være både grønnere og mere farvestrålende. Byd sommergæsterne velkommen med smilende blomsterenge i stedet for alle de store kommunale, kedelige græsplæner og rabatter. Ørkener ikke en bi gider flyve hen over, og hvor vi andre er ved at falde i søvn ved rattet, når vi kommer forbi," skriver Anders Grøndahl. Foto: Lars Christiansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Ærligt talt - vi kan gøre det bedre her i kommunen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Ærligt talt - vi kan gøre det bedre her i kommunen
Ugeposten Gribskov - 18. september 2020 kl. 15:46
Af Anders Grøndahl, Højvejen 46, Munkerup

Man skal rejse ud for at erkende, hvor godt der er hjemme.

arrow Læs også: Flertal fastholder to-årig budgetaftale - Konservative og DF ikke med

Næppe havde jeg taget min realeksamen i Gilleleje i 1975, før Rom og Italien kaldte. Historie var mit yndlingsfag, så det var ikke mærkeligt, at den latinske verden fristede.

Efter at have rejst rundt i mange år og studeret politik og gastronomi, er jeg blevet en del klogere, og tungere, og stadig mere glad for mit hjem, Gribskov Kommune.

Vist er maden bedre i Italien, end den er i Nordsjælland, men vi har noget andet heroppe, kvaliteter som kun få andre kan glæde sig over. Fred, frihed, frisk luft, sikkerhed og en natur og en kyst, der er som taget ud af en billedbog.

Og så er her i øvrigt befriende usnobbet i modsætning til reservaterne tæt ved. Vi er priviligerede, vi der bor her.

Men....

I den senere tid har jeg har bemærket, at slangerne er ved at snige sig ind heroppe. Jeg tænker især på den stadig manglende omsorg for bl.a. de ældre, og en whiskybælte-inspireret selvfedme på vejene og på private parceller, som bliver stadig mere tydelig. For eksempel:

Selv om hjemmeplejen i november 2019 overgik til kommunen efter den mislykkede udlicitering, går det på nogle punkter ned ad bakke.

Jeg har selv oplevet det under mine besøg hos ældre familiemedlemmer og venner. Mange sidder ensomme på et hjem eller derhjemme. Retten til et dagligt bad er sparet væk, og mange klager over, at der er for lidt fantasi over dagens måltid. Personalet gør, hvad de kan, men mangler også tid til at tale med den enkelte.

Her skal der findes nogle flere penge i kommunens budget, så vi kan give de ældre nogle gode leveår. Det skal der være råd til. Alt andet er uværdigt. For de ældre, men også for os andre.

Eventuelt må vi betale lidt mere i skat, da kommunens udgifter på dette område i forvejen er meget store. Kald det en "herligheds-skat". Så glider den bedre ned. Vi har råd til det.

Grådighed og store egobyggerier truer den hyggelige sommerhusstemning i kommunen. Gamle træhuse rives ned til fordel for mastodonter, der passer bedre i Monte Carlo, Marbella og lignende rigmandsenklaver. Forbyd det.

Gribskov skal være både grønnere og mere farvestrålende. Byd sommergæsterne velkommen med smilende blomsterenge i stedet for alle de store kommunale, kedelige græsplæner og rabatter. Ørkener, ikke en bi gider flyve hen over, og hvor vi andre er ved at falde i søvn ved rattet, når vi kommer forbi.

Blomsterenge er godt for biodiversiteten, ikke mindst insekterne. Og så er det godt for øjnene og humøret.

Pensionér de kommunale plæneklippere (besparelse!) og lad os alle gøre lige som borgerne i Hjørring ved at lade hele eller dele af vores haver blive til blomsterenge.

Mange skylder kommunen penge. Jeg taler om tocifrede millioner.

Vis dig som en ærlig borger og få dem betalt. Velfærd virker begge veje. Du skal yde, før du kan nyde. Gode gamle dyder, som ingen tager skade af at efterleve.

De, der ikke vil forstå dette, skal tvinges til lommerne. Man skal ikke nasse på andre.

Overalt i kommunen lurer fartdjævlene. Der køres helt forrykt for stærkt, især på tidspunkter, hvor galningene ved, at der ikke er kontrol.

Når jeg sidder i min have i Munkerup om søndagen, kan jeg høre dem tage tilløb helt nede i Dronningmølle og så går det ellers deruda' med 120, 130 og 150 km/t forbi Nakkehoved til Gilleleje.

Men også i hverdagen går djævlene amok.

Når jeg kører min kone på arbejde i Græsted, bliver jeg ofte presset af dem bagved, fordi jeg respekterer fartgrænsen og passer på dyrene på de smukke, men smalle og snoede landeveje.

Folk dytter og vifter med armene som om jeg er en småskør olding, der tøffer rundt med lillemor.

Men også på de større veje imod Hillerød og til Helsinge er den gal.

Mere kontrol, tak. Giv banditterne nogle heftige bøder. Tving dem på skolebænken igen til trafikal genopdragelse i god skik, høflighed og sikkerhed på vejene.

Min familie, Grøndahlerne, har levet og arbejdet på denne egn siden 1700-tallet ligesom så mange andre lokale familier.

Selv om vi ikke ses privat, så kender næsten alle hinanden, og vi mødes på havnen, på indkøbsturen og til de vigtige møder i vores byer.

Det er dybe rødder, og man fornemmer generationernes fodspor i landskabet fra dengang og op til i dag.

Af samme grund ved vi alle sammen godt, at vores ønsker koster penge. Vi kan jo ikke gøre som kejseren i Rom og indføre ekstraskatter på de kommunale latriner, fordi pengekassen var tom dér for ca. 1.900 år siden.

Folket var rasende, men kejseren svarede blot: "Penge lugter ikke."

Den går ikke i Gribskov Kommune. Heldigvis. Hvis vi vil have det bedre, må vi også betale for det. Eller spare et andet sted.

arrow DF forlader budgetforhandlinger - Konservative er i tænkeboks
22. september 2020 kl. 10:39 Opdateret: kl. 11:05
arrow K: Bør vi skære i velfærd og bruge penge på dyre konsulenter?
03. august 2020 kl. 19:10 Opdateret: kl. 15:22
arrow Debat: Glem valgkampen og lad os tale om budgettet
17. juli 2020 kl. 19:47 Opdateret: kl. 13:46
Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?