
I sensommeren har størstedelen af skolerne i Gribskov Kommune fået glæde af Bevægelseskaravanen, der består af Danmarks største oppustelige springgulv og andre redskaber og instruktører fra blandt andet GymHelsinge.
De har med øvelser inspireret de cirka 1800 elever mellem 3. og 7. klasse til mere samvær, samarbejde og samtidig styrket børnenes motorik. Det er blevet muligt ved hjælp af midlerne fra puljen til sommerferieaktiviteter, som Gribskov Kommune fik tildelt 1,4 millioner kroner fra.
"Vi har prøvet at sætte fokus på at lave en lidt anderledes form for bevægelse og give inspiration til, hvordan man kan arbejde med det på en anden måde også i idrætstimerne. Jeg ved godt, vi ikke har alle disse redskaber til hverdag, men man kan godt lave nogle af øvelserne uden disse ting. Vi har otte gymnastikforeninger i kommunen, så vi vil også gerne slå et slag for gymnastikken og alle de gode ting, det gør. For har du en god grundtræning og motorik, er man også rustet til andre idrætsgrene," siger fritidskonsulent Flemming Larsen, Gribskov Kommune.
Han peger på, at idrætsforeningerne samtidig godt kunne bruge flere medlemmer.
"Så vi har slået et slag for at gøre børnene interesseret i at bevæge sig og reklamere for de hold, som er muligt at gå på," siger Flemming Larsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her