
Rungsted Kyst Station kan ikke videoovervåges, selv om der er mere kriminalitet end på Kokkedal
Der kommer nu videoovervågning på Kokkedal Station, men ikke på Rungsted Kyst Station. Det på trods af, at politiets statistik viser, at der lige nu foregår mere og alvorligere kriminalitet på Rungsted Kyst Station end på Kokkedal Station.
Stigningen i antallet af anmeldelser på Rungsted Kyst Station er i år steget på stationen, der normalt opfattes som tryg. Politiet forventer i år en fordobling i forhold til 2019.
Tryghedsudvalget må imidlertid konstatere, at der ikke må sættes videoovervågning op på stationen.
"Det har vist sig, at det umiddelbart kun er lovligt for kommunen at opsætte videoovervågning på Kokkedal Station. Det skyldes, at Kokkedal Station ligger mindre end 500 meter fra Ådalsparken, der i forvejen er overvåget. Administrationen har ikke kendskab til områder tæt på Rungsted Station med overvågning, og alle arealer ejes af DSB", hedder det i et notat til sagsfremstillingen fra det seneste møde i Tryghedsudvalget.
Udvalget har derfor sendt spørgsmålet om videoovervågning af Rungsted Kystr Station videre til DSB, om DSB selv vil videoovervåge stationen.
"Vi kan ikke gøre mere," lyder det fra Jan H.Klit (K), formand for Tryghedsudvalget.
Kommunalbestyrelsen besluttede at fremrykke en investering i videoovervågning på togstationerne i forbindelse med at regeringen midlertidigt har ophævet kommunernes anlægsloft i forbindelse med coronakrisen. I den forbindelse blev det besluttet at se på videoovervågning som en tryghedsskabende foranstaltning.
Det vil koste ca. 800.000 kroner at overvåge Kokkedal Station, busholdepladsen, cykelstativerne og parkeringspladserne, fremgår det af dagsordenspunktet. Dertil kommer driftsomkostninger på omkring 36.000 kr. årligt.
Kommunalbestyrelsen har møde i aften, mandag, og skal tage stilling til videoovervågningen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her