
Fotoudstilling på Ridebanen i Hørsholm fortæller om pladsens snart 300 år lange historie
Vil du vide mere om Ridebanens historie, så er der gode muligheder for det frem til 14. august.
Museum Nordsjælland er nemlig rykket uden for murene med en fotoudstilling på Hørsholms store grønne plads i bymidten.
Udstillingen er et led i Museum Nordsjællands strategi om "mere museum udenfor murene". Planerne er født i kølvandet på coronakrisen, for lige for tiden er der ikke specielt stor søgning til museernes udstillinger.
Og i Hørsholm er udstillingen på Egnsmuseet desuden midlertidigt lukket, fordi der er gang i opsætningen af ny udstilling, der åbner omkring 1. november.
Udstillingen blev officielt ånet fredag, hvor formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Maria Hageskov (K) i sin åbningstale blandt andet sagde:
- Ridebanen er den grønne åbne plads overfor Hørsholms gamle rådhus.
- Den har heddet sådan i næsten 300 år og har været brugt til utallige formål.
- Udstillingen viser udvalgte fotografier fra Ridebanes lange historie, for eksempel da der blev afholdt dyrskue i 1908, og da gardehusarerne holdt rideopvisning under første verdenskrig.
- Ridebanen indgik i en gennemtænkt plan om at skabe en by omkring det nu forsvundne Hirschholm Slot.
- Planen blev skabt i 1737 af hofbygmester Nicolai Eigtved på Christian VI´s foranledning. Kongen ønskede, at der opstod en by med handel og håndværk omkring slottet. Eigtved bestræbte sig på at skabe harmoni mellem byen og slotsanlægget, hvor Ridebanen indgik som en central plads.
"Når nu Covid 19 har gjort sit indtog, så er jeg meget glad for, at I er kreative på Museum Nordsjælland, og at I viser udendørs fotoudstillinger i alle de tre kommuner, som er sammen om at drive museet".
Hun slog desuden et slag for museets planer om at bruge nogle af bygningerne fra det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseet til at kunne formidle en større udgave af historien om oplysningstiden, der ifølge Hageskov "passer til vores Hirschholm kontekst."
-fred.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her