
Blandt 9-10 byer har den kongelige sommerballet planer om at lægge vejen forbi Rungstedlund 17. juni
Måske skulle du sætte kryds i kalenderen den 17. juni, overveje hvad du skal putte i picnic-kurven - og så ellers håbe på godt vejr.
Hvis alt spiller, kan du nemlig få dig en på opleveren, når Kongelig Sommerballet 2020 gæster Rungstedlund på sin turné rundt i 9-10 danske byer.
Karen Blixen Museet har lagt billet ind på begivenheden, som skal finde sted med Rungstedlund som smuk ramme, og har fået bevilget en underskudsgbaranti på 25.000 kr. af Sport-, fritid- og kulturudvalget (SFKU). Museet havde oprindeligt søgt om et tilskud på 75.000 kr. for at dække alle omkostninger ved arrangementet.
Forestillingen er gratis for publikum og inviterer netop til at gøre en udflugt ud af det ved at udnytte de rammer, balletten foregår i, aktivt.
Sidste år gæstede Kongelig Sommerballet slotshaven i Fredensborg, hvor den lokale kulturudvalgsformand, Ulla Hardy-Hansen, omtaler arrangementet i meget rosende vendinger.
"Det har været en kæmpe succes hver gang balletten har besøgt os. Folk strømmer til fra hele Nordsjælland," fortæller Ulle Hardy Hansen til Ugebladet.
Sidste år blev der således registreret 3.500 tilskuere til forestillingen. Balleten besøgte i 2019 ti byer og samlede i alt godt 21.000 tilskuere.
Ifølge et notat, der er knyttet til museets ansøgning, koster arrangementet 75.000 kr. eksklusiv moms. Pengene dækker udgifter til opstilling og nedtagning af scenen, lyd og lys, pr-materiale og ophold og forplejning af danserne, hvor det er nøvbendigt.
Sommerballettem har flere gange været på besøg i nabokommunen Fredensborg på sin sommertur, hvor den kongelige ballet traditionen tro byder på udpluk af sæsonens repertoire fra Gammel Scene.
Ulla Hardy-Hansen oplyser, at kommunens udgift sidste år løb op i ca. 140.000 kr. Det blev lidt dyrere end oprindelig beregnet, fordi der på grund af blød jord måtte lægges brædder ud for at beskytte slotshaven.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her