

Se billedserie
Navnet snyder en smule, for det er ikke kun malerier, du kan opleve i en gammel stationsbygning på Rungsted Kyst St., hvor My Beautiful Gallery holder til
Lyden vælter ud i rummet, da Torsten Leschly sætter sig ved flyglet og illustrerer, hvordan en gammel stationsbygning reagerer klangmæssigt på tonerne. Det er nemlig ikke kun kunst på væggene, som er omdrejningspunktet i My Beautiful Gallery.
Sammen med gallerist Benedicte Toft Andersen etablerede Torsten Leschly, der blandt andet har arbejdet som film og tv-producer, sig sidste sommer i stationsbygningen på østsiden af Rungsted Kyst Station.
Bygningen havde været aflåst i tyve år, indtil de to initiativtagere så potentiale i dét, som på det tidspunkt var præget af smadrede vinduer og en ubehagelig lugt.
Torsten og Benedicte satte det i stand med det formål at indrette stationsbygningen til et sted, hvor kunst skal opleves i et levende miljø med livemusik, vinbar, flamenco og improviseret teater som nogle af de aktiviteter, der indtil videre har præget oplevelsen af at se på kunst i den gamle DSB-bygning.
”Det vi vil med det her er, at vi gerne vil lave det at se på kunst til noget mere end bare at komme ind i en hvid bygning med hvide gulve og hvide lofter og designerlys. Vi vil gerne have, at der er gang i den her,” siger Torsten Leschly.
Vi har besøgt:
- My Beautiful Gallery
- Hovedgaden 55
- Hørsholm Sognegård
- Kongevejscentret
- Den Militære Klædefabrik
- Det Gamle Rådhus
- Karen Blixen Museet
- Hørsholm Midtpunkt
- Arboretet
Læs en ny artikel i serien hver dag her på ugebladet.dk
Stationsbygningen som DSB ejer og i dag huser My Beautiful Gallery blev bygget i 1897 og tegnet af den danske arkitekt Heinrich Wenck.
I bestræbelserne på at tydeliggøre de historiske rammer og finesser i bygningen fjernede Torsten Leschly og Benedicte Toft Andersen alt det overflødige i bygningen for at genfinde bygningens udtryk fra 1897.
”Vi er virkelig gået efter at lave det, som Heinrich Wenck i sin tid designede det,” fortæller Torsten Leschly.
De to initiativtagere måtte dog igennem en opstart præget af jernbanearbejde på stationen, der faldt sammen med åbningen af galleriet. Det betød blandt andet, at der i industriferien kørte tunge trucks rundt om deres bygning på perronen som blev brugt som affaldsplads, og det var ikke lige den start, de havde håbet på.
”Vi vidste godt, der ville være arbejde, men ikke i den grad, siger Benedicte Toft Andersen om den noget turbulente opstart.
Den dag hvor Ugebladet er på besøg er Torsten og Benedicte både i gang med at hænge malerier op til udstillingen ”Like a woman”, og så skal de sidste forberedelser klares inden aftenens releasekoncert med en musiker, som Torsten Leschly har lavet musikvideo til.
”Det det går ud på for os er at lave et levende sted, hvor kunst opleves i levende rammer og musik opleves i fysisk smukke rammer,” slutter han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her