
SF er nu klar med fem kandidater til kommunalvalget i Høje-Taastrup i efteråret.
Holdet er bredt sammensat med både rutinerede og yngre kræfter i et fælles mål om at kæmpe for størst mulig indflydelse til SF's værdier.
- Vores kandidater er klar til, som hold, at få SF til at gå forrest for at skabe et bedre bæredygtigt og demokratisk Høje-Taastrup, siger den lokale partiformand, Jan Kjær, som tidligere har stillet op for partiet.
Som spidskandidat har partiet valgt Özdes Durukan, som ser frem til at stå i spidsen sammen med resten af holdet.
- Jeg er stolt og enorm glad for den store opbakning fra SF's medlemmer i Høje-Taastrup. Det er jeg utrolig taknemmelig og rørt over. Jeg er sammen med SF's seje hold klar til at arbejde hårdt for at sætte en rød og grøn dagsorden i Høje-Taastrup, hvor vi skaber de bedste rammer for vores børn og ældre og går foran i den grønne omstilling, siger hun.
Valget af kandidater er resultatet af en urafstemning i SF Høje-Taastrup, og kandidaterne har en såkaldt sideordnet opstilling. Det betyder, kandidaternes personlige stemmer kan afgøre, om de bliver valgt ind eller ej.
På andenpladsen på SF's liste er Freja Lander.
- Jeg vil kæmpe for, at der bliver investeret i et mangfoldigt ungeliv, og at klimakrisen bliver håndteret ansvarligt. Fordi alle skal kunne være unge i Høje-Taastrup, både nu og i fremtiden, siger hun.
Nummer tre på listen, Birger Juul, fremhæver også andre områder.
- Jeg vil arbejde for, at vores børn får en bedre hverdag, hvor trivsel, udvikling og minimumsnormeringer er i fokus. Ældre skal sikres en tryggere hverdag med omsorg, pleje og flere plejehjemspladser i fokus, siger han.
Med på kandidatlisten er også Mette Gagner og Kaj Rasmussen
Der er kommunalvalg den 16. november 2021.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk