

Se billedserie
Der er rigtig meget grøn fornuft i et nyt samarbejde mellem Høje Taastrup Fjernvarme og Nordea, hvor fjernvarmeselskabet vil bruge en stor varmepumpe at udnytte spildvarmen fra bankens serverrum på Helgeshøj Allé i Taastrup.
Serverne afgiver en stor mængde overskudsvarme, der skal ledes væk fra serverrummet, så serverne ikke »koger over«. Det er hidtil sket ved at lede varmen ud i et køletårn, men fjernvarmeselskabet og Nordea har i en længere periode arbejdet på en mere bæredygtig løsning.
Nu er denne løsning klar i form af en el-varmepumpe, der sørger for, at spildvarmen fra serverne nu kommer kunderne i Høje Taastrup Fjernvarme til gode.
- Det er et projekt, der på alle måder giver god mening for både os, Nordea og miljøet. Vi får adgang til en lokal ressource, mens banken og miljøet scorer en stor CO2-besparelse, siger direktør Astrid Birnbaum, Høje Taastrup Fjernvarme.
Hvor stor CO2-reduktionen bliver, er ikke til at gøre præcist op på forhånd, men en forsigtig forventning lyder på 57 ton om året.
Den store varmepumpe, der er installeret i Nordeas kontorkompleks på Helgeshøj Allé i Taastrup, er fjernvarmeselskabets investering. Til gengæld får selskabet adgang til en gratis energiressource. Investeringen tjener sig hjem på 11 år, og da el-varmepumpen forventes at have en levetid på mindst 20 år, er der god økonomi i projektet, set fra fjernvarmens side.
- Varmepumpen løfter temperaturen fra Nordeas spildvarme op til cirka 75 grader varmt vand, som vi kan sende ud i vores ledningsnet. Den store pumpe kommer til at producere cirka 12.500 MWh om året. Det svarer til varmeforbruget i cirka 700 husstande, siger Astrid Birnbaum.
- Projektet passer perfekt ind i vores strategi om at udnytte lokale energiressourcer for at bidrage til den grønne omstilling. I det store regnestykke dækker vores store varmepumper endnu kun en beskeden del af vores forbrug, men det er skridt i den grønne retning, og vi får nogle værdifulde erfaringer, som vi kan bruge videre frem, siger hun.
Nordea kan på sin side notere sig for en CO2-reduktion foruden en besparelse på elforbruget.
- Projektet er et super godt eksempel på, hvordan vi kan udvikle smarte og bæredygtige løsninger ovenpå vores eksisterende faciliteter - som både kommer os, fjernvarmeselskabet og lokalsamfundet til gode. At det så også giver os en besparelse på elforbruget og en stor CO2-reduktion bekræfter os i, at vi er på vej i den rigtige retning mod at blive en mere bæredygtig bank, siger Bjørn Bøje Jensen, ansvarlig for erhvervskunder i Nordea i Danmark.
Ideen til projektet kommer i øvrigt fra to studerende på Maskinmesteruddannelsen, som i 2018 var i praktik hos Nordea. De skrev om løsningen i deres bachelorprojekt - og nu er ideen altså blevet til virkelighed.

Princippet i Høje Taastrup Fjernvarmes projekt hos Nordea. Før gik varmen fra serverrummet til spilde; nu kommer den ud til fjernvarmekunderne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk