
Fra næste uge kommer langt flere medarbejdere i Høje-Taastrup Kommune til at blive testet for Covid-19. Det oplyser borgmester Michael Ziegler (K), efter han forleden var indkaldt til møde med blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og indenrigsminister Nick Hækkerup (S) om udnyttelse af ledig testkapacitet.
- Det blev lidt fremstillet som om, kommunerne skulle stå skoleret over for ministeren, men det endte næsten omvendt. Vi er nemlig mange kommuner, der længe har efterspurgt muligheden for at få flere kviktest til medarbejderne, men det har vi fået afslag på, forklarer Michael Ziegler.
Han er derfor ærgerlig over, at det er kommet til at fremstå, som om kommunerne har nølet med at komme i gang med at teste medarbejderne, for det har ikke været tilfældet, understreger han.
- Det skaber nogle unødvendige konflikter ude hos os i kommunerne, hvor medarbejderne ikke forstår, hvorfor vi ikke har testet. Men vi har ikke kunnet få lov, siger Michael Ziegler.
Det bliver der dog lavet om på nu, hvor der bliver skruet op for testningen.
- Nu skal vi ud over rampen. Nu får vi mulighed for at teste langt flere, og det skal vi selvfølgelig benytte os af, siger Michael Ziegler.
Det er frivilligt for medarbejderne, om de vil tage imod tilbuddet, men formanden for KL opfordrer til at lade sig teste.
- Det er frivilligt. Men det er utroligt vigtigt, at vi passer på vores mest sårbare, som risikerer at blive alvorligt syge af covid-19. Vores medarbejdere gør en kæmpe indsats for at hjælpe andre, så vi skal også passe på dem. Kviktest er et af de redskaber, vi har. Og det skal vi benytte os af, siger Jacob Bundsgaard.
Høje-Taastrup har allerede været i dialog med Testcenter Danmark om at få seks pop-up-teststeder til kommunen i uge 4, altså i næste uge. Her vil der kunne gennemføres 1400 af de såkaldte PCR-test per uge, og de vil blive målrettet både medarbejdere og børn/forældre på det specialiserede børneområde og dagtilbudsområdet.
Derudover får kommunen nu mulighed for at teste flere med kviktest, og her har man søgt om mulighed for at teste 350 medarbejdere om ugen. De skal primært bruges på alle plejecentrene, hvor medarbejderne vil blive testet i forbindelse med vagtskifte morgen og aften, og så fortsætter kommunen de systematiske kvik-test på det sociale område/botilbuddene. Derudover vil de dagtilbud, der ikke ligger i nærheden af de seks pop-up-teststeder, blive tilbudt kvik-test i stedet.
Borgmester Michael Ziegler oplyser, at kommunen i øvrigt fortsat afventer information om den teststrategi, som blev efterspurgt før jul.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk