27. maj 2018
Borgmester Michael Ziegler (K) er i disse dage igen i vælten som chefforhandler for KL i de igangværende overenskomstforhandlinger. Tirsdag den 27. februar fylder han 50 år.
gallery icon

Se billedserie

Borgmester Michael Ziegler (K) er i disse dage igen i vælten som chefforhandler for KL i de igangværende overenskomstforhandlinger. Tirsdag den 27. februar fylder han 50 år.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Michael Ziegler fylder 50 år: Jeg er desværre et stort rodehoved

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Michael Ziegler fylder 50 år: Jeg er desværre et stort rodehoved
Taastrup - 26. februar 2018 kl. 15:48
Af Stina Felby Egerup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tirsdag den 27. februar kan borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (K), fejre 50 års fødselsdag.

arrow Læs også: Minister om Ziegler: Jeg er stor fan

Med 12 år i borgmesterstolen er der skrevet rigtig meget om ham gennem tiden. Om hans rejse fra indadvendt stille ung mand til den afholdte borgmester, som tog en tredjedel af alle stemmerne ved sidste kommunalvalg. Om hans politiske rejse fra KU'er til borgmester og chefforhandler for KL, og om hvordan hans benhårde arbejdsliv har kostet på privatkontoen - han er ikke gift og har ingen børn, som han ellers gerne ville have haft.

Derfor har vi benyttet lejligheden til at stille ham nogle af de spørgsmål, man normalt ikke normalt hører om i medierne. Det bringer os omkring en snak om skimmelsvamp-problemer i hans hus, sangen Havana, gode venner og et oliefyr i bilen. Læs med her:

Hvad er din dårlige vane?
- Jeg er desværre et stort rodehoved. Man siger jo, at man ikke skal gøre rent, men holde rent, men sådan er jeg bare ikke programmeret. Jeg har en tendens til at få samlet bunker, både derhjemme og på kontoret, og så tager jeg en ordentlig oprydning en gang imellem. Jeg ville ønske, jeg var bedre til at holde orden, men sådan er jeg bare ikke bygget.

Hvad er din livret?
- Det er indbagt entrecote. Det er en entrecote, der lige hurtigt er stegt på panden, og herefter rullet ind i butterdej med noget persille/hvidløgsmør og bagt i ovnen. Det er virkelig lækkert. Da jeg blev bedt om at bidrage med en opskrift til en kogebog fra Grennessminde, så var det den opskrift, jeg bidrog med.

Hvad ved folk ikke om dig?
- At der engang imellem under den rolige overflade og det rolige gemyt kan være lidt orkan. Men det er for det meste noget, jeg holder inde i mig selv. Og så afreagerer jeg derhjemme ved at gå og råbe lidt og sige alle de ting, jeg gerne ville have sagt i situationen.

Hvad er dit yndlingsprogram på tv?
- Jeg kan rigtig godt lide tv-serien Venner, fordi den er sjov, og man kan samtidig identificere sig med personerne. Jeg er også ret vild med serien Klovn, for selvom den er pinlig, kan jeg ikke lade være med at grine af de situationer, som Casper slipper afsted med, og de ting, som Frank aldrig slipper afsted med. Og så kan jeg godt lide Rita - selvom den handler om folkeskolen.

Øl eller rødvin?
- Overvejende rødvin, men begge dele dur. Det er meget humør- og situationsbestemt, men det bliver nok mest til rødvin.

Hvordan er din drømmerejse?
- Jeg er ikke til at ligge en uge på en strand, men jeg er ikke kun til én type ferier. Storbyferier kan være rigtig dejlige, men en vandretur er heller ikke af vejen. Min nok bedste rejse var en tre uger lang tur til Peru, hvor vi både boede i byer og var på vandretur i naturen. Den kombination af kultur og natur synes jeg var rigtig god.

Hvor køber du dit tøj?
- Det gør jeg primært i herretøjbutikker af en art. Selvom jeg elsker hovedgader og mener, de betyder meget for byer som Taastrup og Hedehusene, så er jeg nok mere et center-menneske, når jeg skal købe ind. Så er det hele samlet under et tag, og jeg kan finde, hvad jeg skal bruge samme sted, så jeg kører oftest til City2.

Nævn tre personer, der betyder meget for dig.- Min kæreste. Det kræver vel næsten ikke yderligere forklaring. (Michael Ziegler har kendt sin kæreste i et halvt års tid, men ønsker ikke fortælle mere om hende på nuværende tidspunkt, red). Marjan Ganjjou (konservativ byrådskollega og tidligere kæreste, red) betyder også rigtig meget for mig. Hun er en af de venner, jeg har haft længst, og som jeg altid kan stole på. Hun stiller altid op, hvis jeg har brug for det. Og så Lars Prier (byrådskollega fra Dansk Folkeparti, red). Han har fulgt mig hele vejen i det politiske liv og var medvirkende til, at jeg blev borgmester. Vi har altid haft et tæt og godt samarbejde, og han er til at stole på. Vi er også private venner, og jeg sætter stor pris på hans venskab.

Hvad frygter du?
- At det, jeg beskæftiger mig med til hverdag, ikke lykkes. Som borgmester er mit job jo en stor del af mit liv, i hvert fald på den måde jeg har valgt at være borgmester på. Det er ok, fordi det giver mig også en masse energi, og jeg elsker at være borgmester. Men det har jo også en pris, især på privatlivs-fronten. Så frygten er, at jeg som gammel ser tilbage på mit liv, og at projektet ikke er lykkedes.
Og hvad er projektet så?
- Vi har en kommune med et helt fantastisk potentiale. Min opgave er at udnytte de potentialer på bedst mulig vis, samtidig med vi får bugt med de sociale udfordringer. Det er projektet.

Hvilket fodboldhold holder du med?Taastrup FC. Men når det er sagt, så må jeg blank erkende, at fodbold ikke er en af mine stærke sider. Jeg ser det ikke, jeg har ikke gået til fodbold, og jeg er ikke god til det. Men jeg kan godt forstå fascinationen ved spillet og det sammenhold, der følger med.

Hvilken bog ligger på dit natbord?- Jeg har en bog, jeg bladrer meget i for tiden: Det er en SBi-bog (fra Statens Byggeforskningsinstitut, red) fra 1969, hvor jeg prøver at lære mere om terrændæk. Jeg har opdaget et skimmelsvamp-problem i mit hus, som jeg overtog i 2015, og jeg er lige nu i en kærlig/kritisk dialog med mit forsikringsselskab om, hvor meget de skal dække. Lang historie kort har jeg brug for at vide mere om, hvordan byggestilen var, dengang mit hus blev bygget.

Hvilke tre apps på din telefon bruger du mest?- Facebook er nok den, som jeg bruger oftest, hvis ikke vi tæller mail-programmet med. Twitter bruger jeg også jævnligt, og så bruger jeg en app, der kan tænde oliefyret i min bil. Jeg har fået installeret et lille fyr, som jeg kan tænde via telefonen, som varmer bilen op, og som gør, at der ikke er is på ruderne. Det er en meget praktisk lille installation.

Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?
- Hvis der er strøm, så min MacBook. Og hvis det også var godt vejr på øen, ville jeg have min røde veteranbil med, så jeg kunne køre lidt rundt og nyde livet. Og så ville jeg tage min dyne med. Man bruger jo en stor del af døgnet på at sove, også på en øde ø, og så vil jeg gerne sove godt.

Hvad ville du være, hvis du ikke var borgmester?- Det er et rigtig godt spørgsmål. Hvis jeg aldrig var blevet borgmester, var jeg nok fortsat som ingeniør, men jeg tror, jeg ville have skiftet til noget, der havde en mere udadvendt karakter. Jeg tror, jeg ville kede mig, hvis jeg skulle vende tilbage til det samme, jeg lavede, før jeg blev borgmester. Men hvis jeg en dag ikke mere er borgmester, så tror jeg, at jeg ville søge tilbage til ingeniørfeltet, men jeg ville nok have brug for at læse nogle fag op og dygtiggøre mig lidt mere. Men jeg ville som sagt nok vælge en lidt mere udadvendt funktion, end den jeg havde tidligere.

Der er reception for borgmester Michael Ziegler (K) i anledning af hans 50 års fødselsdag tirsdag den 27. februar klokken 14.00 - 16.00 på kantinen på Høje-Taastrup Rådhus, Bygaden 2, 2630 Taastrup.

arrow Justitsminister om Ziegler: Han har også et temperament
26. februar 2018 kl. 15:48 Opdateret: kl. 12:35
arrow FOA-formand om Ziegler: Ordholdende og med humor
26. februar 2018 kl. 15:48 Opdateret: kl. 12:35

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk